Ameca splendens

Ameca splendens

For en del år siden begyndte der pludselig at dukke helt nye ungefødende tandkarper op i vore akvarieforretninger. Medlemmer af POECILIA, en fællesnordisk forening for akvarister med interesse i ungefødende tandkarper, havde fra gode forbindelser og ligesindede i udlandet fremskaffet nogle avlsfisk og nu var de første opdræt begyndt at dukke op hos enkelte dyrehandlere.

Blandt disse arter kom også Ameca splendens, en overordentlig spændende og interessant fisk, hvis unger nærmest ligner små ørreder, med lys metalskinnende krop og sorte prikker. Ameca splendens blev første gang opdaget den 25.3. 1955 af R.R. Miller og J.T.Greenbank i et mindre vandløb, der løber langs motorvejen mellem Guadalakara og Ameca, to byer der nemt kan findes på et almindeligt atlas. Landskabet er et udpræget bjergrigt højland, og vandløbene, hvor Ameca splendens lever, er i den tørre tid kun halvt udtørrede aflange små søer, mens de i regntiden er svulmende med kraftig strøm og hvert år foranstalter større eller mindre oversvømmelser. At Ameca splendens i naturen lever under disse forhold, giver akvaristen en ledetråd om, at arten er hårdfør og ikke særlig krævende, hvad angår vandtype og temperatur, og det viser sig da også, at det er en fisk, der hurtigt finder sig til rette i de fleste akvarier.

Ameca splendens blev videnskabeligt beskrevet i "COPEIA" i marts 1971 af R.R. Miller og J.M. Fitzsimons og i senere akvarielitteratur om de ungefødende tandkarper er den blevet grundigt behandlet.

Kroppen er ret høj, sammentrykt fra siderne, og den har et ret spidst hoved med tandkarpens karakteristiske, nærmest opadpegende mund. Kroppen er kraftig, rygfinnen sidder meget langt tilbage på kroppen, kun placeret en anelse længe fremme end gatfinnen på fiskens underside. Rygfinnen er kort og afrundet, og er størst hos hannen. Der er ret stor forskel på kønnene. Hannens grundfarve er lys grålig med et sort, bredt bånd løbende fra bageste gællekant til haleroden. Båndet er for det meste meget synligt, men kan opløses i sorte uregelmæssige pletter. På halefinnen har hannen et lodret bredt sort bånd og finnen sluttes af med et bredt gult eller hvidt bånd. Ryggen er gråbrun og siderne er beklædt med en masse stærkt metalskinnende gyldne skæl, der i indfaldende lys får fisken til at glimte og glitre. Dette gyldne skær bliver tydeligere med fiskens alder. Hos hannen er de første 6-7 gatfinnestråler skilt fra resten af gatfinnestrålerne med et mellemrum og disse stråler kan sammen med den mellemsiddende hud omdannes til et rør, der bruges ved befrugtningen på samme måde som f.eks. sværddragerens gonopodium.

Hunnen er grå med et blågrønt metalagtigt skær, især ved indfaldende lys. Hunnen har ikke det tydelige sorte længdebånd, men derimod et utal af små pletter og prikker over hele kroppen. Hun har heller ikke nær så mange "metalskæl" som hannen, og i modsætning til hans gyldne skær, er hendes nærmest sølvagtige. Hunnens finner er lysere end hannens, men er forsynet med en del svage mørke streger. Hunnerne har aldrig det sorte lodrette bånd i halefinnen.

Ameca splendens hunnen bliver over 10 cm og hannen en smule mindre. Under legen danser hannen en kunstfærdig og lynende hurtig dans foran hunnen for at påkalde hendes opmærksomhed, og det er ret sjældent at hun afviser ham. Hvis hun er i "humør" smyger hun sig, efter nogle minutters kurtisering fra hannens side, tæt op ad ham. Hannen danner sit genitalrør, og mens dette berører hunnens kønsåbning ståe parret helt stille i nogle korte sekunder. Når dette er overstået, svømmer hunnen bort. Modsat andre ungefødende tandkarper som f.eks. guppy, platy m.m. kan A. splendens ikke opbevare hannens sperma fra en leg til en senere befrugtning i sin krop. Der skal altså en leg med påfølgende befrugtning til for hvert kuld unger. Dette er faktisk en fordel for akvaristen og opdrætteren, idet man derved får mulighed for bedre at styre sit opdræt, man kan tage de flotteste hanner fra til leg og sætte dem sammen med hunnerne, så snart disse er kommet sig efter en fødsel, uden at skulle bekymre sig om at hannen skulle gå med sæd fra en tidligere befrugtning.

Hunnen går 6-8 uger før ungerne fødes, og der er det mærkslige ved disse unger, at de fødes med en "navlestreng", der falde af i løbet af de første 24 timer efter fødslen. Ungerne er 11-15 mm store ved fødslen og i begyndelsen mente man, at 12-15 unger var normalt, men det har senere vist sig at yngeltallet normalt ligger over 20 for en stor fuldvoksen hun og jeg har selv i foråret 1980 haft 28 unger i et kuld.

Efter fødslen bør hunnen holdes separat i 8 – 14 dage for at gennemgå en kraftig opfodringskur. Fødslen af de ret mange, meget store unger tager hårdt på hunnen og den før så statelige og kraftige matrone ligner efter en fødsel nærmest et skib uden den sædvanlige køl. Hun svømmer usikkert og ståt ofte meget stille i et hjørne eller i plantetykningen.

Ameca splendens bør ikke holdes i for små akvarier. Med sine ca. 10 cm er det en fisk, der kræver god svømmeplads, men også gode skjulesteder, hvor hunnerne kan søge fred for hannernes efterstræbelser, og som de mindre hanner kan opsøge, når de større og mere dominerende hanner jagter dem. Det er nemlig sådan, at de største hanner ofte kan være ret aggressive og jage en del med de mindre hanner og akvariets ungfisk. Det er dog kun en jagt, der sker aldrig nogen større skade på den jagede i et akvarium med gode smuthuller og skjul.

Jeg har mine Ameca splendens gående i et 600 liters akvarium sammen med store scalare, citrontetra, nogle pansermaller samt andre ungefødende tandkarper, og bortset fra at jeg synes de har tilbøjelighed til at nippe lidt efter scalarenes lange finnetråde, rører de ikke de andre fisk. Når de jager med nogen, er det altid artsfæller. Det er morsomt at iagttage, at en af hannerne ligesom har valgt sig et lille trekantet hak i beplantningen. Når den står i dette område, kan der ikke komme en anden Ameca splendens uden at den første han stiller sig skråt i vandet med hovedet nedad. Samtidig ryster han kraftigt på hovedet, ja faktisk med hele kroppen, og hvis den indtrængende han ikke forføjer dig efter denne trussel, følger der et lynhurtigt angreb efter.

Akvariet bør so sagt ikke være for småt. Vandet skal være halvt gammel akvarievand og halvt friskt ledningevand. Arten har godt af regelmæssige vandskift på 25 –30 % hver 14. dag, men helt friskt ledningsvand tåler den dårligt. Den bliver apatisk og står stille i vadet, ryster periodisk over hele kroppen og har stærkt sitrende finner. Derfølger kun sjældent dødsfald med, men det er tydeligt at se, at fiskene ikke har det godt.

Temperaturen bør ligge på mindst 25° C, men nå gerne periodisk stige til 28-30° C. Det er som om den høje temperatur rigtigt får de gyldne metalagtige farver til at gløde.

Som hos andre ungefødende tandkarper oplever man, at forældrefiskene æder ungerne, hvis akvariet er for lille eller er forkert indrettet.

Ameca Splendens er et spændende og interessant supplement til vore ungefødende tandkarper og selv om den hverken har platyens eller guppyens stærke og prangende farver, håber jeg den er kommet for at blive i akvariehobbyen.

Ameca splendens

powered by FreeFind