Du er her: Artikler » Fisk

Astronotus ocellatus

 

Påfugleøjecichliden    -   Astronotus ocellatus  

Astronotus ocellatus, Påfugleøjecikliden eller ”Oscar”, som den kaldes i U.S.A., er en af de største ciklider, der ses i akvarier, og det hører til sjældenhederne at se et par velvoksne eksemplarer i et privat akvarium. Dette skyldes jo nok først og fremmest fiskens kolossale størrelse, men også at den desværre bliver grimmere og grimmere jo ældre den bliver.

Den latinske navn Astronotus betyder ”med stjerneaftegning” og ocellatus står for ”med øjeplet”. Stjerneaftegningerne ser man tydeligst på ungfisk, idet det henviser til de rød-orange pletter fisker har på siderne og øjenpletten ses tydeligt ved haleroden på fisk allerede i ca. 5 cm størrelse. Påfugleøjecikliden bliver ca. 30 cm og kommer fra det mellemste Sydamerika, nærmere betegnet den øverste del af Amazonas med alle dens bifloder, samt i Rio Paraguay og endvidere findes den i Guiana. Bundforholdene i floderne, hvor den forekommer, er meget forskelligartede derfor kan det ikke siges, at Påfugleøjecikliden findes enten på steder med stenet, beplantet eller mudret bund. Der findes påfugleøjeciklider på alle disse steder.

Den er yderligere fundet i en del af Floridas floder, men dens forekomst der skyldes, at en krakket fiskegrossist for snart mange år siden udsatte omkring 100 store eksemplarer i en nærliggende flod og der har herfra bredt sig så meget, at den nu er ved at blive en yndet sportsfisk og det siges, at den smager udmærket, så det var måske en mulighed at spise fiskene efterhånden som de bliver for store til at man vil have dem gående i sit akvarie mere. Påfugleøjecikliden er især smuk som ungfisk med dens dybbrune grundfarve med de rødorange farvebånd og de røde stjernepletter og de har en yderligere charme i sine bløde, sjovt svævende bevægelser gennem vandet.

Stjernepletterne ses desværre ligesom at flyde ud efterhånden som fisken vokser til og siderne bliver mere og mere grumset-grå-brune med mindre og mindre markante tværstriber. Dette, at fisken som ung er meget farverig og spændende at se på, er efter min mening noget kedeligt, da mange køber den i størrelser på ca. 3-4 cm uden at vide, hvordan den kommer til at se ud, ja ofte uden at vide hvor kolossal stor den bliver når den kommer hjem i akvariet og får rigeligt med foder. Påfug!eøjecikliden er en fisk, der absolut ikke må komme i det man normalt kalder et selskabsakvarie, for den vokser hurigt, er meget grådig og resultatet er hurgt, at den forgriber sig på akvariets anOre indvånere.

Hvis man er indstillet på at ofre et forholdsvis stort akvarie på disse meget spændende og sjove fisk, bor man indrette det med enkelte store sten, evt, et par skråtstillede skiferplader og ret ‘-oft grus, samt ingen eller kun enkelte neget kraftige, godt forankrede planter. Påfugleøjecikliden æder kraftigt foder og masser af det og også dette må man være indstillet på, inden man anskaffer sig denne fisk. Fra unger kan de hurtigt fodres op med store daphnier, myggelarver, enkytræer, tubifex og groft ørredfoder, men snart må man gå over til grovere foder som f. eks. snegle, fiskefrikadelle, guppyunger, skrabet rå fisk og regnorme.

Den kan æde uafbrudt og har desværre den uvare, at den ikke kender måde, men bliver ved så længe der stadig er foder tilbage. Dette kan undertiden, hvis man ikke er påpasselig med fodringen, resultere i  at den foræder sig og så står den gispende og gylpende enten helt nede ved bunden eller oppe i overfladen, eller den svømmer sanseløst af sted og er hele tiden lige som ved at miste balancen. Dette kan man dog sagtens klare ved at tilsætte noget groft køkkensalt til akvarievandet. Jeg har nogle gange brugt en teske pr. 25 liter vand med et godt resultat. Ud over besværet med at skaffe foder i tilstrækkelige mængder betyder dens store foderforbrug jo også at akvarievandet grises til og et kraftigt filter og gerne hyppige vandskiftninger er nødvendige for at holde vandet klart i akvariet. Det er meget svært at skelne imellem kønnene hos påfugleøjecikliden, men for det meste er hannen mere aggressiv og farverig end hunnen uden dette dog kan være noget sikkert tegn.

Derudover synes det som om hannens gællelåg er stærkere rødfarvet i et betydeligt bredere bælte end hunnens. Et rigtigt par går som regel fredeligt rundt med hinanden, slås lidt i al venskabelighed, men er for det meste kærlige og søde mod hinanden. Af og til kan der finde hele ”kyssescener” sted. Så griber parret fast i hinandens kæber og medens de holder grebet fast svæver de yndefuldt rundt i hele akvariet med de mærkelige bløde og yndefulde bevægelser, der er så specielle for påfugleøjecikliden. Æggene afsættes på en stor sten, en akvarierude eller på selve akvariebunden, efter at forældrene har renset det udsete sted meget omhyggeligt.

De voksne fisk er som regel gode forældre og passer først æggene og derefter ungerne med forbilledlig omhu. Som det ofte er tilfældet med de store ciklider bliver kuldene meget store, og kuld på op til 1000 stk. er set flere gange, men det er sjældent at så mange når til skels år og alder, da ungerne ligesom andre fiskeunger vokser noget forskelligt og påfugleøjeciklidens unger er så grådige, at de største æder de mindste. Fodringen af ungerne volder ikke noget problem, det skulle da lige være mængden af foder, de tager gladeligt knust tørfoder, fint ørredfoder, cyclops og meget hurtigt siede daphnier. De vokser meget hurtigt, og hvis man er så heldig, eller skal vi sige dygtig til at fodre, så de udvikler sig nogenlunde ens, kommer man meget hurtigt på arbejde med at skaffe foder nok.

Påfugleøjecikliden har den samme uvane, man kender fra Scalare og Discus, nemlig at de pludselig og ofte uden påviselig grund kan blive skrækslagne over et eller andet og så farer de sanseløst rundt i akvariet og ramler på ruder, dæksglas, sten og andre dekorationsgenstande, og hvis man ikke har sørget for et solidt dækglas evt. med en tung lampe ovenpå, kan det ske, at fiskene vælter dækglasset ned og måske ligefrem selv springer ud af akvariet. Hvis man skulle komme ud for et sådan anfald hos sine påfugleøjeciklider er der næsten kun en ting at gøre, og det er at dække akvariet til indtil man er helt sikker på, at fiskene er faldet til ro.

Hos mine Påfugleøjeciklider har jeg haft anfald, der varede 2 dage. Påfugleøjecikliden er i U.S.A meget populær og som før nævnt kaldes den derovre for ‘.Oscar’. Det siges at mange amerikanske fiskeopdrættere har et stort akvarium med kun et par ”Oscars” i, og i dette akvarie bliver alle de fisk, der at en eller anden grund ikke kan bruges i avlen eller sælges, smidt ned. De bliver så ædt af de grådige ”Oscars”, som således fungerer som en slags levende skraldespand. I en artikel om Påfugleøjecikliden i T.F.H. fortalte forfatteren om ”Oscars”, der blev fodret med hånden, og jeg har selv prøvet med mine egne med et udmærket resultat.

Fiskene bliver i løbet af forholdsvis kort tid fortrolige med hånden, som stikker maden ned i vandet til dem, men selv om der i nævnte artikel blev fortalt om ”Oscars” der ligefrem sprang op af vandet for at gribe foderstykker i luften, så vil jeg ikke anbefale nogen at prøve dette, da jeg tydeligt kan forestille mig det plask, der kommer, når fisken igen falder tilbage i vandet. I januar i år kunne man ligeledes i T.F.H. læse om en amerikansk fiskeimportør, der havde hjembragt 6 ret store Påfugleøjeciklider fra Bangkok og det specielle ved disse fisk var, at de var orangerøde over hele kroppen i modsætning til den almindelige dybbrune farve.

Disse røde Påfugleøjeciklider er sandsynligvis kun en farvevariant og ikke en selvstændig art og den må være fremavlet i Bangkok, for det er første gang man er stødt på denne variant og alle de første eksemplarer kommer fra Bangkok. Danmarks Akvarium har været så heldig at få fat i nogle eksemplarer af denne smukke fisk og disse kan for øjeblikket ses i Charlottenlund og i den allerseneste tid har der også været forlydende om, at de er kommet i handelen.

De er meget smukke og det er helt sikkert, at denne variant må styrke interessen for Påfugleøjecikliden ganske betydeligt, når den først kommer ned i et overkommeligt prislag. I U.S.A. solgtes den sidst på året 1969 for 100 dollars pr. stk., men allerede nu er prisen gået en hel del ned. Der er en sjov lille ting med denne røde variant og det er den, at i et kuld er der sjældent ret mange røde unger, men disse vokser til gengæld meget hurtigere end de brune og det bliver derfor altid de røde unger, der klarer sig bedst, da de stille og roligt æder deres mindre ikke-røde søskende.

Påfugleøjecikliden har mange uvaner, men hvis man kan affinde sig med disse og giver dem et akvarium, hvor de har mulighed for at udvikle sig i, så vil disse uvaner snart blive personlige karaktertræk hos dine fisk og jo større ”personlighed” dine Påfugleøjeciklider er, jo gladere vil du blive for den eller helst dem.

powered by FreeFind

Det er tilladt at
låne artikler fra fishbase.dk.
Læs mere om det HER

 

Valid XHTML & CSS