Du er her: Artikler » Fisk

Copadichromis chrysonotus

 

© Foto: Jørgen Tvedegaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copadichromis chrysonotus

Fra Akvariebladet nr. 7, september 1991

I Eccles og Trewavas revision af de tidlige­re Haplochromis blev hele den såkaldte Utaka-gruppe overført til slægten Copa­dichromis, og vi må så håbe, at vor vel­kendte malawicichlide »Haplochromis ch­rysonotus« nu endelig har fundet et bli­vende sted i nomenklaturen. I 1908 blev denne smukke art første gang beskrevet af Boulenger i Ann. Mag. Nat. Hist. Ser 8, Vol II, under navnet Paratilapia chryso­nata. Senere blev den så
overført til slægt­en Haplochromis og blev, ligesom de andre Haplochromis igennem en halv snes år også benævnt »Cyrtocara« - et slægts­navn, der kun med rette tilkommer Cyrto­cara moorii (delfincichliden).

C. chrysonotus lever endemisk i Malawi­søen (findes kun her) og er bl.a. fanget i Nkata Bay og i Monkey Bay. Den lever hovedsageligt i de øvre vandlag ret nær ved kysterne, og hører til Utaka-gruppen. Denne gruppe består af 16 arter, der næsten alle lever pelagisk (i de frie vandmas­ser), og næsten udelukkende ernærer sig af zoo- og phytoplankton. Hannen bliver ca 15 cm, medens hunnen som regel er nogle få cm mindre.

Arten er ret højrygget og fra siderne sam­mentrykt. Ungerne og hunnerne har en sølvgrå kropsfarve med tre mørke pletter. Disse er dog noget stemningsbetinget. Yderligere findes der 8 lodrette bånd på kroppen. Hunnen har ofte en gullig hvid eller blåhvid pandeplet, selv om den al­drig er så farvestærk og intensiv som hos hannen. Hannens farver er blålige med et stærkt metalskær I panden og ned langs ryggen er den hvidlig og rygfinnen har øverst en
smal hvid bort. Også hannen har 8 mere eller mindre tydelige sorte tværbånd, ligesom de tre kropspletter og­så er synlige i visse stemninger. Ligesom rygfinnen, har også gat- og bugfinner hvi­de kanter.

Under akvarieforhold er C.chrysonotus en forholdsvis rolig og fredelig art, der gerne vil kunne trække sig tilbage i ly af en plantetykning, mellem trærødder og lig­nende. I modsætning til en del af de andre større Malawi-cichlider, er det med C. Chrysonotus muligt at have flere hanner i samme akvarium.

Legen foregår på sædvanligvis »Haplo­chromis«-maner med runddans, hvor hunnen afgiver sine æg, tager dem op i munden og får dem befrugtet i munden. Øen er mundrugende og det er hunnen, der tager sig af æggene. Arten er ikke svær at opdrætte og i et akvarium med mange skjulesteder, er der som regel nog­le få unger fra hvert kuld, der overlever. Hunnen går med æglunger i cirka 3 uger, og nogle få dage efter at hun første gang har sluppet ungerne fri, mister hun inter­essen for dem, og de er nu i stand til at klare sig selv.

Da C. chrysonotus er rimelig fredelig og ikke bliver alt for stor, er den velegnet til et selskabsakvarium sammen med andre ikke for store og aggressive cichlide-arter fra Malawisøen. Et stort akvarium (mini­mum 300 liter) indrettet som en over­gangszone mellem sten- og sandkyst er det rette biotop for denne art. Som vi i
begyndelsen af 70-erne opdagede, egner vort hårde ledningsvand sig fint til Mala­wisøens cichlider, og der er vist ikke man­ge af disse utallige arter, der ikke uden de store problemer bliver opdrættet i dette vand.

Fodringen volder heller ikke de store pro­blemer, da C. chrysonotus gladeligt æder alt, hvad der svæver ned gennem vandet. Der bør dog hverken mangle grøntfoder eller levende foderemner. Som de andre Utaka-arter kan C. chrysonotus også sky­de sin tragtformede mund meget langt frem og suge foderemnerne ind.

C. chrysonotus er en af de arter, der gen­nem årene har været en hel del navnepro­blemer med, og for den læser, der specielt interesserer sig for denne vanskelige del af vor hobby, kan det anbefales at læse svenskeren Lars Richt's artikel om arten i Dansk Cichlide Selskabs blad »Cichliden« i de sidste numre af 1984-årgangen.
 

powered by FreeFind

Det er tilladt at
låne artikler fra fishbase.dk.
Læs mere om det HER

 

Valid XHTML & CSS