© Foto: Jørgen Tvedegaard
Copadichromis chrysonotus
Fra Akvariebladet nr. 7, september 1991
I Eccles og Trewavas revision af de tidligere Haplochromis blev hele den
såkaldte Utaka-gruppe overført til slægten Copadichromis, og vi må så håbe, at
vor velkendte malawicichlide »Haplochromis chrysonotus« nu endelig har fundet
et blivende sted i nomenklaturen. I 1908 blev denne smukke art første gang
beskrevet af Boulenger i Ann. Mag. Nat. Hist. Ser 8, Vol II, under navnet
Paratilapia chrysonata. Senere blev den så
overført til slægten Haplochromis og blev, ligesom de andre Haplochromis
igennem en halv snes år også benævnt »Cyrtocara« - et slægtsnavn, der kun med
rette tilkommer Cyrtocara moorii (delfincichliden).
C. chrysonotus lever endemisk i Malawisøen (findes kun her) og er bl.a. fanget
i Nkata Bay og i Monkey Bay. Den lever hovedsageligt i de øvre vandlag ret nær
ved kysterne, og hører til Utaka-gruppen. Denne gruppe består af 16 arter, der
næsten alle lever pelagisk (i de frie vandmasser), og næsten udelukkende
ernærer sig af zoo- og phytoplankton. Hannen bliver ca 15 cm, medens hunnen som
regel er nogle få cm mindre.
Arten er ret højrygget og fra siderne sammentrykt. Ungerne og hunnerne har en
sølvgrå kropsfarve med tre mørke pletter. Disse er dog noget stemningsbetinget.
Yderligere findes der 8 lodrette bånd på kroppen. Hunnen har ofte en gullig hvid
eller blåhvid pandeplet, selv om den aldrig er så farvestærk og intensiv som
hos hannen. Hannens farver er blålige med et stærkt metalskær I panden og ned
langs ryggen er den hvidlig og rygfinnen har øverst en
smal hvid bort. Også hannen har 8 mere eller mindre tydelige sorte tværbånd,
ligesom de tre kropspletter også er synlige i visse stemninger. Ligesom
rygfinnen, har også gat- og bugfinner hvide kanter.
Under akvarieforhold er C.chrysonotus en forholdsvis rolig og fredelig art, der
gerne vil kunne trække sig tilbage i ly af en plantetykning, mellem trærødder og
lignende. I modsætning til en del af de andre større Malawi-cichlider, er det
med C. Chrysonotus muligt at have flere hanner i samme akvarium.
Legen foregår på sædvanligvis »Haplochromis«-maner med runddans, hvor hunnen
afgiver sine æg, tager dem op i munden og får dem befrugtet i munden. Øen er
mundrugende og det er hunnen, der tager sig af æggene. Arten er ikke svær at
opdrætte og i et akvarium med mange skjulesteder, er der som regel nogle få
unger fra hvert kuld, der overlever. Hunnen går med æglunger i cirka 3 uger, og
nogle få dage efter at hun første gang har sluppet ungerne fri, mister hun
interessen for dem, og de er nu i stand til at klare sig selv.
Da C. chrysonotus er rimelig fredelig og ikke bliver alt for stor, er den
velegnet til et selskabsakvarium sammen med andre ikke for store og aggressive
cichlide-arter fra Malawisøen. Et stort akvarium (minimum 300 liter) indrettet
som en overgangszone mellem sten- og sandkyst er det rette biotop for denne
art. Som vi i
begyndelsen af 70-erne opdagede, egner vort hårde ledningsvand sig fint til
Malawisøens cichlider, og der er vist ikke mange af disse utallige arter, der
ikke uden de store problemer bliver opdrættet i dette vand.
Fodringen volder heller ikke de store problemer, da C. chrysonotus gladeligt
æder alt, hvad der svæver ned gennem vandet. Der bør dog hverken mangle
grøntfoder eller levende foderemner. Som de andre Utaka-arter kan C. chrysonotus
også skyde sin tragtformede mund meget langt frem og suge foderemnerne ind.
C. chrysonotus er en af de arter, der gennem årene har været en hel del
navneproblemer med, og for den læser, der specielt interesserer sig for denne
vanskelige del af vor hobby, kan det anbefales at læse svenskeren Lars Richt's
artikel om arten i Dansk Cichlide Selskabs blad »Cichliden« i de sidste numre af
1984-årgangen.