Fisk under jorden

Foto Copyright F. Ingemann Hansen

Fra Akvariebladet nr. 3 marts 1991

Når man arbejder med specialakvarier, skal man ofte bruge en del forberedelsestid. Der skal findes litteratur om de pågældende fisk eller fiskegrupper, man skal skaffe de specielle dekorationsgenstande, denne type akvarium nu kræver, og man skal have læst så meget som muligt om naturforhold og fiskesammensætninger. Det er efter min mening en af de mest spændende stadier i akvarieindretningen. Man har ofte ikke selv litteratur nok og skal på
biblioteket, måske er man endog nødt til at låne et par bøger i akvarieforeningens bibliotek.

Det tager tid alt sammen, men den brugte tid kommer tifold igen under det praktiske arbejde med at anlægge akvariet. Med hensyn til bøger, bør man på biblioteket ikke kun nøjes med at se efter akvariebøger, men også kikke under BIOLOGI ZOOLOGI. Her kan der være bøger med mange gode oplysninger og også afdelingen for rejsebeskrivelser kan man have glæde af at kikke igennem. I det hele taget skal man bruge sin fantasi med hensyn til emner, hvor der evt. skulle kunne være hjælpende oplysninger.

Denne artikel vil fortælle om nogle af de fisk, der lever i de underjordiske vandløb og vandfyldte huler, der findes mange steder i verden. I disse vandløb findes der fisk fra flere forskellige familier. F.eks. findes der i Afrika mindst 3 barbearter, adskillige maller og en enkelt cichlide. I USA, Mellem og Sydamerika findes der flere forskellige maller, tetraer og andre familier repræsenteret i de underjordiske vandløb.

Generelt om hulefisk
J.A.Norman skriver i sin bog A HISTORY OF FISHES følgende om de blinde hulefisk: »Teorien om at blinde fisk i tidernes morgen skulle være kommet ind i de underjordiske huler ved et tilfælde, eller at muterede individer uden øjne eller kun svage øjenanlæg skulle have opsøgt hulerne for her at kunne overleve må anses for helt uholdbar. Hvis man f.eks tager den cubanske Stygicola dentatus, der har nære slægtninge blandt dybhavets blinde fisk, ser det nærmest ud, som om de har udviklet sig samtidig med hulerne og gradvis har vænnet sig
til at leve i ferskvand. Hos alle andre blinde fisk har adgangen til hulerne været helt frivillig, og i
denne forbindelse må man ikke glemme, at næsten alle de blinde hulefisk er arter af en type, der kunne beskrives som særlig godt tilpasset til at klare sig uden øjne. Mallerne lever f.eks. for det meste i mudrede floder og vandløb og benytter sig mere af føletråde end øjne i jagten efter føde.«

Alle hulefiskene er meget livlige svømmere, og man ser dem kun meget sjældent stå stille. De svømmer rastløst rundt i akvariet for med deres sanseorgan at kunne mærke de andre fisk i akvariet, dekorationsgenstande osv, og for med deres gode lugtesans at kunne lugte sig frem til foder. Når en fisk svømmer gennem vandet, skubber den en »bølge« foran sig, og denne »bølge« kastes tilbage mod fisken af alle genstande, hvad enten det nu drejer sig om en dekorationsgenstand, akvarieruderne eller en anden fisk. De blinde hulefisks sanseorganer
virker på samme måde som sidelinjesystemet, og kan altså registrere trykforskelle, der måtte komme fra en fisk, der nærmer sig eller den »bølge«, der kastes tilbage fra en sten eller plante.

Fiskene
Familien Characidae (Anoptichthys) Den blandt akvarister kendte blinde hulefisk, Anoptichthys jordani (i nogle bøger også benævnt som Astyanax fasciatus mexicanus) er en meget interessant fisk, der findes i underjordiske floder, vandløb og pools nær St Luis Potosi i Mexico. Den bliver ca 8 cm og den nedstammer sandsynligvis fra den i Mexico meget almindelige tetra Astyanax fasciatus mexicanus.

Den blinde hulefisk er altædende og er af den grund let at holde under akvarieforhold. Yderligere er det den art af de blinde hulefisk, der bedst tilpasser sig livet i akvariet og ikke er nær så følsom overfor vibrationer og rystelser, som de andre blinde hulefisk. Dens øjne og øjenhule er dækket med hud. Unger af den blinde hulefisk
har øjne, selv om de ingen funktion har, men med tiltagende alder dækkes de af hud. Hunnen er kraftigere i bugpartiet end hannen, noget man ofte ser hos tetraarter. Vandtemperatur 18-23°C. Arten er ikke umulig at opdrætte. Under legen trykker parret sig tæt ind til hinanden og stiger op mod vandoverfladen, hvor æg og mælk afgives. Æggene klækker efter 3-4 dage og 2-3 dage efter er ungerne fritsvømmende. De tager straks støvfoder og kan efter nogle dage tage Artemia nauplier, et foder de vokser meget hurtigt på.

Anoptichthys jordani adskiller sig en del fra de øvrige blinde hulefisk, idet den findes i former der går fra fisk med helt udviklede, funktionelle øjne til former, hvor ethvert spor af øjnene er forsvundet. Man kan i naturen finde forskellige områder, hvor der er flere eller færre fisk på forskellige stadier af »øjenløshed«. Forskellige populationer af denne art viser en tydelig forskel i antallet af individer med forskellige udviklet øjenanlæg. Populationer, der lever i huler helt afsondret fra overfladevandløb, består næsten udelukkende af fisk helt uden øjenanlæg, medens populationer, der lever i huler, der har god forbindelse med overfladefloderne, består af flest individer med fuldt udviklede øjne. Formerne med fuldt udviklede øjne er, hvad udseende angår, ikke til at skelne fra den tidligere nævnte art Astyanax fasciatus mexicanus, der er vidt udbredt i Mexicos floder og krydsningsforsøg har givet yngledygtige individer.

Familien Amblyopsidae
I USA lever en meget interessant familie af blinde fisk, nemlig familien Amblyopsidae, der består af 6 arter. Nogle af disse er fritlevende og andre er hulelegende, men fælles for dem alle er, at de har små og svagtseende øjne, og at deres gatåbning og kønspapil sidder meget langt fremme på kroppen, ja faktisk er disse kropsåbninger placeret helt fremme ved strubepartiet. Til kompensation for deres svage syn har de højt udviklet sanseorgan siddende som små »huller« på hoved og krop. En af arterne, Chologaster cornuta lever ganske vist i de åbne vande, men holder udelukkende til nede i mørket blandt bundens sten og mudder. Denne fisk er normalt farvet med sorte længdebånd. De øvrige arter er alle hulelevende, og den nært beslægtede Chologaster agassizii findes i underjordiske vandløb i Kentucky og Tennessee.

Også den berømte Blinde Kentucky Fisk, Amplyopsis spelaea, der blev beskrevet allerede i 1842, lever udelukkende i underjordiske vande i kalkstens huler. Den er halvt gennemsigtig og farveløs og af øjne er der kun ganske svage spor gemt under huden. Til gengæld har også den udviklet et forstærket sanseorgan med føleceller på hoved og krop.

Kentucky Blindfish (Amblyopsis spelaea)

Undersøgelser har vist, at arter med brugbare øjne også har spor af sanseorganerne på hoved og krop, men kun hos arter uden øjne er disse sanseorganer maksimalt udviklede. Der er altså tydeligvis tale om en vis kompensation for den manglende synsevne. De blinde Amblyopsis nedstammer sandsynligvis fra former med øjne, idet disse allerede lever på en måde, hvor øjnene ikke gør megen gavn og allerede er reduceret. Amblyopsis spelaus er ret almindelig i underjordiske vandløb i Nordamerika og findes også i nogle kilder. Den bliver 13
cm og har en langstrakt krop. Hvis man tager den nedennævnte forbehold, er den ikke svær at holde i akvarium og er nærmest altædende. Temperatur 12-16° C. Akvariet må ikke stå i sollys, og det er vigtigt at akvariet er placeret på et sted, hvor der er roligt, og at ikke for mange mennesker passerer forbi.

Fiskene er jo udstyret med et overmåde følsomt sanseorgan, som mærker den mindste rystelse. Hvis de forskrækkes farer fiskene panikslagne rundt i akvariet og kan skade sig selv ved at støde ind i glas og dekorationsgenstande. I ældre litteratur angives Amplyopsis spelaus som levendefødende, men dette tilbagevises i nyere litteratur.
Der skulle derimod være tale om en form for »mundrugning« hvor æggene bliver opbevaret og »udruget« i fiskens gællehule. Hunnen afgiver ca 70 æg og det har hidtil været uklart hvordan æggene kom ind i gællehulen. Da gatåbning og ægpapil hos denne slægt er placeret lige under kæbepartiet, mener man at det er muligt, at æggene føres direkte ind i gællehulen fra æglederen og altså befrugtes i hunnens gællehule. Yngelen skulle forlade hunnen efter ca 8 uger. Det har ikke været muligt at finde opdrætsrapporter over denne art i tilgængelig
litteratur.

Familiem Ophidiidae
I underjordiske huler på Cuba lever den kendte Stygicola dentatus, »Cuban Blind Fish«. Vandløbene, hvor denne art lever, løber så tæt ved overfladen, at de fra tid til anden også løber i det fii, og nogle steder er hulernes loft styrtet ned, så lyset også her trænger ned i vandet. Hos Stygicola dentatus har yngel og ungfisk øjne, der dog ikke kan se, men efterhånden som fisken bliver større, degenererer anlægget mere og mere og
bliver efterhånden dækket med hud. Arten bliver 10 cm, og hører sammen med en anden kun få cm lange hulelevende fisk Lucifuga subterranea til familien Ophidiidae, der ellers består af større (op til 150 cm) saltvandsbundfisk, der er vidt udbredt i de tropiske have, og hvor en enkelt art Grimaldichthys profundissimus er fanget på en dybde af 4500 meter.

Cuban Blindfish (Stygicola dentatus)

Familien Cyprinidae
Den afrikanske blinde hulebarbe Caecobarbus geertsi blev beskrevet af Boulenger i 1921 og kan blive 8 cm. Arten er monotypisk, dvs at der kun er den ene art i slægten Caecobarbus. Den står på Washingtonkonventionens liste II over udryddelsestruede dyr, og lever i underjordiske hulesystemer ved den nedre River Zaire nær Ngungu (Thysville) samt i nogle huler nær grænsen til Angola. Den har 2 lange føletråde på overlæben og mangler helt øjne. Den pigmentløse hud skinner kødfarvet. Temperatur 18-20° C. Arten er altædende. Yngleadfærd ukendt.

Familien Cichlidae
Også cichliderne er blandt de fisk, der har udviklet specielle hulelevende former. Det drejer sig her om Lamprologus lethops, der bliver 10 cm og findes i underjordiske huler i nærheden af Bulu i Afrika. Akvaristisk kender man intet til denne art.

Vandet
I de underjordiske huler er der udover det konstante mørke meget stabile forhold. Vandet har som regel en meget konstant temperatur og det er ofte meget hårdt og alkalisk. Vort danske ledningsvand med en hårdhed omkring 22° dGH og en pH på omkring 7 er ikke helt ved siden af, selv om pH måske godt kunne reguleres noget højere op.
Akvarister der har prøvet dette, ved dog godt, at det ikke altid er lige let at holde surheden konstant, og da de omtalte fisk uden videre kan klare sig i vand med en pH omkring 7, er der i virkeligheden ingen grund til at lave ekstra arbejde ud af holde disse fisk.

Chologaster cornatus

Lys
I et akvarium for blinde hulelevende fisk er det selvsagt ikke nødvendigt med lys, og man kan da også klare at se fiskene ved det fra rummet indfaldende lys. Hvis man imidlertid ønsker at gøre lidt mere ud af lyset kan man skabe en spændende huleagtig stemning ved at bruge farvet lys. Man kan f.eks. bruge en grøn mørkekammerlampe eller en blå pære. Man kunne også prøve at lave ganske små huller i »hulens loft« og lade lyset skinne i »stråler« ned i vandet. Huleakvariet er i det hele taget et godt akvarium at lege og eksperimentere med forskellige lysforhold bare sørg for at det ikke bliver for skarpt, da det så vil ødelægge illusionen om den mørke underjordiske hule.

Akvariet
De fleste af de blinde hulelevende fisk kan godt holdes i det almindelige selskabsakvarium, men hvis man vil have mere ud af netop disse fisk, bør man indrette et specialakvarium med hensynstagen til det specielle biotop, disse fisk kommer fra. Man kan indrette akvariet som en klippehule med vægge og bund af sten, og med lidt teknisk snilde kan det da også lade sig gøre at bruge et par flade sten som loft. Det lys, der skal være i akvariet, skal man lægge inde i midten af akvariet; således at der er mørkt i siderne af akvariet. Det giver et indtryk af en større hule, men der skal ikke bruges for kraftigt lys, og det må gerne være grønt eller blåt.
Hvis man vil lave et rigtigt spændende biotop, kan man af forskellige materialer bygge det helt specielle hulebiotop op med stalaktitter og staskmitter. Førstnævnte er de lange drypsten, der hænger ned fra hulens loft medens sidstnævnte er de mere afrundede sten, der fra hulens bund stræber op mod stalaktitterne.

Disse drypstensformationer er dannet i tørre huler, hvor det kalkholdige vand er sivet og dryppet ned fra loft og vægge. Hulerne er så på et senere tidspunkt blevet fyldt med vand, og drypstenene danner nu spændende »dekorationer«, som hulefiskene og de andre dyr, der lever i de underjordiske huler, kan svømme rundt mellem.

Ved opbygning af et sådan akvarieinteriør har akvaristen frit spil og kun hans fantasi og hans evne til at beherske det valgte dekorationsmateriale sætter grænserne. Af brugbare dekorationsmaterialer er der mange,og jeg skal nævne nogle enkelte som f.eks. beton, brændt ler, flamingo, giftfri fugemasse og glasfiber. Hvis man bruger de tungere materialer som beton, brændt ler eller fugemasse, skal man sørge for at dele dekorationen op i flere sektioner, da den ellers bliver umuligt at flytte rundt med. Hvis man bruger beton eller fugemasse er det en god ide at støbe dekorationen som en tynd skal rundt om en flamingokerne, så kan hele dekorationen gøres betydelig lettere.

Jeg har selv prøvet at lave akvariedekorationer af glasfiber og fugemasse og jeg kan anbefale begge materialer. De har hver sine fordele og ulemper. At støbe en dekoration i glasfiber tager lang tid, og man skal sørge for at arbejde i et velventileret rum da lugten er slem og næppe er videre sund. I Ingemann Hansen og min bog BIOTOPAKVARIET er der en grundig gennemgang af fremstilling af en huledekoration i glasfiber men som sagt husk nu at sørge for en virkelig god cirkulation. Fugemassen er bedre at arbejde med, selv om man jo nok også her skal have et arbejdslokale, hvor man kan stå nogenlunde uforstyrret. En huledekoration skal deles op i MINDST 3 sidestykker, en bund og et loft. Hvis man skal lave en dekoration til et større akvarium, bør man nok dele bagog sidedekorationerne på i flere sektioner.

Man kan begynde med at lave en af sidedekorationerne i flamingo. Brug en hobbykniv til at skære det overflødige materiale bort med. Når dekorationen i flamingoer færdig, blander man fugemassen op, og smører den i et 1/2- 1 cm tykt lag over hele dekorationen. Den skal
nu hærde og for at det ikke skal gå for hurtigt, er det en god ide at dække dekorationen til med plast. Den skal have tid til rigtig at gennemhærde, før man går videre med den. Man kan blande sand og giftfri farvestof i fugemassen og en del af de fugemasser, der kan anvendes, kan man også få i flere farver. Når hele dekorationen er færdig, kan man skrabe en stor del af flamingoen ud fra dekorationen, med mindre man ønsker at bibeholde den af vægtmæssige grunde.

Litteratur:
MeulengrachtMadsen, Jens: Politikens Akvariebog, Politikens Forlag, 1985
Norman, J.R.: AHistory of Fishes, Ernest Benn Ltd., London, 1975 (3. udgave v P.H. Greenwood)
Sterba, Guenther: Freshwater Fishes of the World, T F H.Publications, 1973
Sterba, Guenther: Encyclopedie der Aquaristik und speziellen Ichthyologie, Verlag J.NeumannNeudamm 1978

Fisk under jorden

powered by FreeFind