Fisks anatomi

(En kort undersøgelse af en fisk)

Fra Akvariebladet nr. 1 - 1981

Mange akvarister har i årevis holdt akvariefisk uden rigtig at vide noget om selv det mest elementære om fiskens anatomi. Nu er det jo heller ikke nødvendigt hverken at være biolog eller dyrlæge for at holde akvariefisk, men jeg synes alligevel, at det ligesom hører med til hobbyen at vide lidt om, hvordan vore plejedyr er opbygget, hvilke sanser og organer fisken har osv.

På DCS's møde i august 1980 prøvede medlemmerne at "dissekere" en aborre under ledelse, af Jens Meulengracht-Madsen, og de tilstedeværendes interesse og den ildhu de gik op i undersøgelsen med, har givet stødet til denne artikel.

Aborren er en fisk, der er ret nært beslægtet med cichliderne, og den er med sin rimelige størrelse et godt objekt til en "hjemmeundersøgelse". Som regel er det muligt gennem en lystfiskerven at få anskaffet en aborre på 15-20 cm, og før man giver sig til at snitte i den, er det klogt og meget lærerigt at studere fiskens ydre.

Se på kroppens ydre, dens form, som er tilpasset livet i vandet, og som alligevel fra fiskeslægt til fiskeslægt er så forskellig. Tænk på Discus og Sealarens høje, fra siderne sammentrykte krop, på f.eks. Danio-arternes langstrakte, torpedoformede krop og på de bundlevende slægter, f.eks. mallerne, hvis krops underside er fladet af, så den danner en god støtteflade, når fisken ligger i ro på bunden.

Når man har aborren liggende foran sig (fig. 1), bemærker man dens ret lange krop, og her på kroppen er der adskillige ting, vi skal se på, før vi begynder at klippe og skære. Lad os først se på finnerne. Deres funktion er delvis at holde fisken i balance og delvis at levere den til svømningen nødvendige bevægelse. Rygfinnen (D=dorsal fin=rygfinne på engelsk) er hos aborren delt i to, medens den hos cichliderne er udelt. Hos aborren består den forreste rygfinne af pigstråler og den bageste af blødstråler. Også hos cichliderne og andre fisk (dog ikke alle) er der såvel pig- som blødstråler i rygfinnen, og pigstrålerne er altid de forreste. Når man skal identificere en fiskeart, er det ofte bl.a. på antal af henholdsvis pig- og blødstråler, man adskffler nært beslægtede arter, og man ser ofte i beskrivelser f.eks. D: XV, 10 og dette betyder, at den pågældende art har 15 pigstråler og 10 blødstråler i rygfinnen. Forskellen mellem pig- og blødstråler (fig. 2) giver næsten sig selv. Pigstrålerne er hårde og stive og ender ofte i en spids, der tit rager ud over finnehuden, mærk forsigtigt efter på aborren.
Blødstrålerne deler sig på et stykke oppe i flere forgreninger og er ikke når så hårde og stive som pigstrålerne.

Udover rygfinnen har fisken også halefinnen (C=caudal fin), som hos de fleste fisk ved hjælp af musklerne i halen leverer fremdriftskraften under svømningen, samt gatfinnen (A=analfin), som også indeholder et antal pig- og blødstråler. Disse tre finner kaldes de uparrede finner, medens bugfinnerne (V=ventral fins eller pelvc fins) og brystfinnerne (P=pectoral fins) kaldes de parrede finner. I bugfinnerne er der en enkelt pigstråle (den forreste) og et antal blødstråler, medens der kun er blødstråler i brystfinnerne. Man kan med fingrene mærke finnernes støt- teknogler under fiskens hud.

På hovedet foran øjnene findes næseborene, hos aborren er der to på hver side af hovedet, medens cichliderne som bekendt kun har et på hver side. Hos aborren og andre fisk løber vandet under fremadsvømningen ind af det ene næsebor og efter at have passeret sanseceller, der står i forbindelse med lugtenerverne, løber det ud af det andet næsebor

Hos cichliderne findes kun en lugtgrube fig. 3 B), og dette giver selvfølgelig en ringere lugtesans, noget der kompenseres for ved øjets størrelse. Cichliderne er altså i overvejende grad "synsdyr" med et endog overordentligt skarpt syn, medens f.eks. maller i langt overvejende grad er "lugtdyr", der bruger lugtesansen fremfor synet.

En helt speciel sans, der kun findes hos fisk, og hos disse er meget forskelligt udviklet, er sideliniesansen. Hvis man ser godt efter, kan man se en række skæl med små huller i, løbende fra gællelågets bagkant til haleroden, og den opmærksomme iagttager vil yderligere se et system af huller løbende på hovedet over og under øjet og på fiskens kinder. Dette er kanaler, der løber ind til sidelinien.

På fig. 4 ses en skematisk fremstilling af sideli- niesystemet (efter Goedrich). I er åbningerne fra hudens (prikket) overflade, I) er sidelinien, der gennemborer en række skæl (sorte), II) er sidelinienerven, medens IV er sansehøje, hvorfra impulserne går fra sideliniesystemet til nervesystemet. Sideliniesystemet er nærmest et mekanisk sanseorgan, der reagerer på strømninger og tryk i vandet. Denne påvirkning kan enten skyldes de strømninger, der kommer, når fisken selv nærmer sig en fast genstand (f.eks. en sten eller en anden fisk), eller de kan skyldes, at en anden fisk nærmer sig. Fisken kan gennem sideliniesystemet opfatte styrken af strømningen og herudfra reagere formålstjenligt.

Udover disse sanser har fiskene også hørelse og syn, samt balancesans og evnen til at kunne mærke berøringer og skiftende vandtemperatur i det omliggende vand. Selv om det er sjældent, at akvaristen hører lyde fra sine fisk, er det dog en stor gruppe fisk, fordelt på mange forskellige fiskefamilier, der kan frembringe lyde, og hvorfor skulle de dog kunne gøre dette, hvis de ikke var i stand til at opfatte lyde. Lydene kan frembringes enten ved hjælp af svømmeblæren eller ved at gnide visse overfladisk beliggende knogler (f.eks. i gællelåget, finnerne eller andre steder) mod hinanden.

Fiskens øje adskiller sig i væsentlig grad fra menneskets. Linsen er en rund kugle og kan ikke ændre form, men må ved hjælp af muskler flyttes frem og tilbage for at få ændret brændvidden. Fig. 5 viser et snit gennem en benfisks øje (efter Hesse), C er hornhinden I er iris, L er linsen, M er musklen, hvis sammentrækning kan få linsen nærmere til nethinden (vist ved punkteret tegning), N er synsnerven, S er senehinden. Nogle fisk, især de, der lever på dybt vand, er farveblinde, medens de fleste fisk, der lever på lavt vand eller pelagisk i de højere liggende vandmasse, har farvesyn, noget man efter at have haft akvariefisk gennem nogen tid da heller ikke kan være i tvivl om.

Hvis fiskene ikke kunne se farver, var der da ingen grund til, at f.eks. cichliderne i leg og yngelpleje ifører sig de helt specielle dragter med stærke farver. Det er nu på tide at se nærmere på vor aborres indre. Vi starter med at åbne munden på fisken og ser, at den har tænder i både over- og underkæbe, i svælget og ved tungebasen. Aborrens tænder er lange, spidse og bagudrettede og er velegnede til at holde det fangne bytte fast med. Tænderne hos cichliderne er et helt kapitel for sig selv, og jeg vil undlade at komme nærmere ind på dem i denne artikel bortset fra at understrege, at de findes i mange forskellige former og størrelser.

Der er både lange, spidse, bagudrettede tænder til at holde fast på byttet med, og der er mejselformede tænder til at gnave alger af sten med, og der er fremadrettede tænder, der stikker ud af munden og er gode til at plukke insekter ud fra algebevoksningen med. Alt i alt er der mange slags tænder alt efter, hvordan den pågældende slægtnu har specialiseret sig rent fodermæssigt. Også på forsiden af gællebuerne sidder der tænder, og på både det øverste og det nederste svælgben er der tænder, der hjælper ved findelingen og fordøjelsen af føden.
Når vi nu skal til at klippe i fisken, er der selvfølgelig visse ting, vi skal bruge, men det behøver så absolut ikke være noget større dissektionsudstyr. Man kan klare sig med en lille, skarp saks (neglesaks), en pincet og en meget skarp kniv, måske helst en skalpel, nogle nåle samt en lup. Lidt vand til at skylle blod væk med og en køkkenrulle til at tørre efter med er også rart at have.

Når man løfter gællelåget, kan man se de fire gællebuer (3), som på ydersiden har en dobbelt række gælleblade (5) og på indersiden har gællebuetænder (4). Ved at bevæge gælle- låget frem og tilbage kan man se, hvordan åndedrættet fungerer.

På fig. 6. ser man en aborre, der er skåret op så organerne er blottet. Samtidig med den efterfølgende beskrivelse af dissekeringen følges, kan man finde de blottede organer på tegningen og i navnelisten identificere dem. Foran gatfinnen er tre kropsåbninger, den første er gatåbningen (S), den anden er køns- åbningen (9) medens den tredie er urinåbningen (10).
Klip fisken op lidt over bugens midterlinje fra gattet til lige bag gællelåget. Klip derefter lodret gennem bugvæggen fortil og bagtil, og forén disse to snit med et vandret snit lige under rygfinnebasen. Pas på ikke at klippe for dybt i bugpartiet, da du ellers let kommer til at klippe noget i stykker. Fjern så det firkantede stykke og klip rent, så bughulen bliver blotlagt. Fortil har man brysthulen med hjertet (25+26), og efter en lodret skillevæg har man den støre bughule. Bughulen er dækket af en skinnende bughinde.

Længst fremnie i bughulen ses leveren (14), på hvis underside galdeblæren ses. Over leveren ses mavesækken (15), som bagud går over i tyndtarmen, (13), der er forsynet med tre vedhæng, portner-blindtarme (16). Efter et skarpt knæk går tyndtarmen bagude over i endetarmen (18). Lige i tyndtarmens knæk ligger et rødbrunt organ, det er milten (17). Klip tarmkanalen bort. I bughulens bageste del ligger forplantningsorganerne (19), som har skiftende størrelse alt efter årstiden. Hunnens forplantningsorganers indhold er noget grynet, medens hannens er mere mælkeagtig.

Tæt under rygraden ligger svømmeblæren (20). Klipper man den op, ses det røde legeme (21), som er en luftkirtel. Klip forsigtig svømmeblæren bort, og man kan se nyrerne (22), de er lange og røde og ligger tæt op til rygra- den. Bagtil går de over i en kort urinleder (23).
Fremme i brysthulen ligger hjertet. Det er omgivet af en hjertesæk, som klippes op. Hvis man løfter hjertet op med en pincet, ser man to par vener, som forenes til en kort stamme. Disse stammer forenes i det venøse rum, hvorfra blodet kommer ind i forkammeret (25). Derefter går blodet ind i hjertekammeret (26). Når hjertekammeret trækker sig sammen, presses blodet fremad gennem gællearterien.

Over rygraden fjernes en del af muskulaturen indtil kroppens midterlinie, så rygraden, dens torntappe (28) og nogle af den forreste rygfinnes finnestrålebærere (29) bliver synlige. Længdemuskulaturen er ordnet i v-formede muskelsegmenter (30), som er adskilt af hindevævshinder.

Skær med en skarp kniv et tværsnit gennem kroppen foran bageste rygfinne og gatfinnen. Man ser i dette snit rygraden, knogle- konstruktionen op- og nedad samt muskel- segmenterne.
Klip gællelåget af og studer opbygningen af gællerne. Bemærk gællebuetænderne. Klip hovedet af aborren, se på mundens opbygning samt forbindelsen bagud til gællerne og tarnikanalens start.
Med en skarp kniv kan man skære øjet ud, og med et snit tværs over hornhinden kan man komme ind til linsen. Det er en glasklar kugle, der let lader sig fjerne.

Som tidligere nævnt er tænderne et kapitel for sig. Man kan godt fjerne hud og kød fra kæberne, men det er et større arbejde og kræver omhu og "fingerspidsfølelse". Kog noget vand og læg fisken i dette i ca. 2 min. Tag den op og lad den køle lidt ned. Nu kan det lade sig gøre at fjerne hud og kød med en spids pincet og en nål, men det er som sagt et tålmodighedsarbejde, som ofte mislykkes de første gange.

Dette har kun været en kort og meget uvidenskabelig gennemgang af lidt om fiskens anatomi, men hver enkelt lille ting vi lærer mere om vore plejedyr, giver vor hobby større værdi for os selv.

Fisks anatomi

powered by FreeFind