Du er her: Artikler » Fisk

Gephyrochromis moorii

 

Foto copyright: F. Ingemann Hansen

 

 

Gephyrochromis moorii

Fra Akvariebladet nr. 7 – september 1990    

 

Det startede som en ganske normal lørdag eftermiddag. Lige før lukketid troppede jeg op i Akvarium Østerbro, hvor 10-12 akvarister allerede var samlet til den sædvanlige lørdags eftermiddagskaffe. Denne traditions oprindelse fortaber sig i fortidens tåger, men et er sikkert, hver eneste lørdag eftermiddag samles en større eller mindre skare akvarister, deriblandt en hel del medlemmer af Dansk Cichlide Selskab, til et par hyggelige timer i Bent og Kissers butik. De giver kaffe og blødt brød og snakken går lysteligt mellem de samlede akvarister. Der snakkes hobby, der kikkes på akvariefisk, fugle, ørkenrotter og hvad ved jeg - tonen er gemytlig, der drilles i al venskabelighed som det gøres blandt mennesker med en fælles hobby. Som sagt var det en ganske almindelig lørdag - og pludselig blev mit blik fanget af tre skønne cichlider.

Jeg havde aldrig set arten før, trioen var kort tid før blevet solgt til Bent og jeg faldt pladask for dem. Der skulle kikkes i flere akvariebøger, før deres endelige identitet var fastslået. Det drejede sig om en han og to hunner af malawi-cichliden Gephyrochromis moorii Boulenger,1901 og dyrene var 12-14 cm store. Efter hjemkomsten blev de anbragt i et 325 liter akvarium indrettet som stenkyst sammen med nogle Mel. johannii, Ps. zebra, Lab. trewavasae, Ps. xocolofi, Ps. lombardoi og Ps. greshakei. De faldt hurtigt til og opholdt sig for det meste i den åbne del af akvariet. Det var meget sjældent at se dem i den højre side af akvariet, hvor stensætningen var bygget helt op til vandoverfladen.

Efter nogle dage i dette akvarium, hvor ca. 1/3 af vandet udskiftes en gang om ugen, begyndte de at få de rigtige farver, og især hannen var et skønt syn. Siderne nedenfor øverste sidelinje er blålig/grønne og den samme farve har hoved og gællelåg. Læberne er blå, medens strubepartiet er gulbrunt. Den samme farve strækker sig fra over øjnene langs ryggen helt ned til haleroden. Rygfinnen er gråblå med gyldne streger og en lys søm. Halefinnen er gråblå med overkroppens gulbrune farver i streger ud mod bagkanten.

Øverst og nederst i halefinnen ses et hvidt bånd. Gatfinnen er gråblå med en hvid forkant og en meget stor, stærkt gul ægplet helt bagtil. Bugfinnerne er blåhvide med en meget karakteristisk opsplittet spids, der nærmest ligner en slanges tvedelte tunge. Bugfinnerne er gullige, nærmest transparente. Hunnerne er ikke nær så farvestrålende, men går sædvanligvis i en mørk gråbrun dragt. De kan dog også have en sølvgrå hvidlig grundfarve med 7-8 utydelige tvær­bånd, ligesom de kan have et bredt mørkt længdebånd. Også hunnerne har en lys søm foroven og forneden i halefinnen, ligesom bugfinnernes forkant er hvid og disse finners spidser er tvedelte. Der kan være en svag ægplet på hunnens gatfinne, men det er ikke almindeligt.

Gephyrochromis moorii blev beskrevet af Boulenger i 1901 som stammende fra Moore's indsamling af fisk fra Tanganyika­søen. I 1935 beskrev Trewavas den som Christyella nyassana, men det blev så opdaget, at det var den samme fisk, og at Bolengers fangststed var en misforståelse. Dette medførte at det første (ældste) navn blev det gyldige, og C. nyassana blev et synonym. Gephyrochromis moorii er en fredelig cichlide, der hører til mbuna-gruppen, men ikke lever på selve klippekysten, men i den tilstødende overgangszone med rullesten og sandområder.

Den lever af alger og disses indhold af små organismer og under akvarieforhold er den ligesom de øvrige mbuna-arter nærmest altædende. Den er som sagt fredelig overfor andre fisk, og da dens naturlige foder ikke indbefatter fisk, efterstræber den ikke unger. Ligesom de andre mbuna-cichlider er G. moorii specialiseret ovophil mundruger, og der finder ingen pardannelse sted. Hannerne holder til i bestemte områder, hvor de forsvarer en sand- eller stenflade mod andre hanner, og når en ynglevillig hun nærmer sig, lokker hannen hende ind i territoriet med dans og imponerepositurer. Jeg havde ikke haft min trio mere end en måned før hannen legede med den mindste af hunnerne. Legen fandt sted over en vandret stenflade mellem nogle klippeblokke, der gav parret beskyttelse på tre sider.

Legen startede sidst på eftermiddagen og varede til først på aftenen, altså omkring 3-4 timer. Dens forskellige faser kendes fra andre mundrugende malawicichlider med imponerepositurer, underkastelse og runddans, men hos G. moorii var der mellem hver ægafgivelse adskillige såkaldte skinparringer, hvor især hannen svømmede korte ture og gjorde udfald mod alt for nærgående tilskuere. Så snart hunnen havde afgivet et æg, vendte hun sig om og tog det i munden, derefter cirklede parret videre og hannen, der nu er »forrest« afgiver sin sæd, som hunnen får i munden, hvorved æggene befrugtes. Når hele legen er overstået trækker hunnen sig tilbage og stiller sig på et roligt sted mellem planter og trærødder, men kun sjældent i en klippehule, som man ellers ser det hos de fleste andre mbuna-arter.

Hunnen ruger æg/larver i ca. 3 uger, og når ungerne frigives er de ca. 12 mm og så veludviklede at de straks kan klare sig selv. Ungerne vokser i forhold til de andre mbuna-arter ret langsomt og skal have store mængder godt og afvekslende foder samt regelmæssige vandskift for ikke at gå helt i stå. Gephyrochromis slægten består udover G. moorii kun af arten G. lawsi Fryer, 1957.

powered by FreeFind

Det er tilladt at
låne artikler fra fishbase.dk.
Læs mere om det HER

 

Valid XHTML & CSS