Du er her: Artikler » Fisk

Laetacara curviceps

 

Laetacara curviceps

Fra CICHLIDEN oktober 1978

 

L. curviceps eller rundhoved cichlide, som dens danske populærnavn er, er en af de fredeligste ”Aequidens”-arter, og dens forholdsvis ringe størrelse gør i forbindelse med dette, at det er en god fisk til selskabsakvariet med andre små cichlider, især Apistogramma arterne. L. curviceps kommer fra Amazon området, og lever her i stille bugter med en beplantning, der danner skjulesteder og kun har en ret ringe strøm. Som ungdyr angives de at færdes i små flokke på helt lavt vand.

Som nævnt hører arten til de mindre af de tidligere Aequidens-arter og hannen bliver omkring 8 cm medens hunnen kun bliver omkring 6. Hovedet er ret stort, og som navnet antyder hvælvet, dette gælder dog især for fuldvoksne hanner. Grundfarven er grågrøn – oliven og fra øjet går et bredt mørkt bånd gennem en stor plet på fiskens side til haleroden. I ansigt og på gællelåg ses en del grønne iriserende striber og pletter. Rygfinnen er blågrøn og hver finnestråle har en sort kant. I bageste del er et ”ternet” mønster og hos voksne dyr er der et rødt bånd helt foroven. Hos hannen er rygfinnen langt udtrukket medens den er afrundet hos hunnen.

Halefinnen er blågrøn med et mønster af lyse pletter og de samme pletter går igen i bageste del af gatfinnen. Denne har yderligere en sort rand. Bugfinnerne er med turkisblå streger og de forreste finnestråler er sorte. L. curviceps kom til Europa for første gang i 1909, men kun i ganske få eksemplarer og opdræt blev der ikke meget af, først og fremmest på grund af de besværligheder datidens akvarister havde med opvarmning af akvarievandet.

L. curviceps bør holdes på mellem24 og 26° C. Ved temperaturer på mindre end 22 ° begynder fiskene at miste farverne og ryste, og hvis man ikke ret hurtigt får hævet temperaturen igen, vil de snart dø. Da L. curviceps først kom til Europa var det under navnet Acara thayeri, men i 1925 blev artsnavnet ændret til curviceps af E. Ahl og i 1926 blev slægtsnavnet ændret til Aequidens. I 1986 flyttede Kullander arten over i den nyoprettede slægt Laetacara.

Først i 1955 kom der med dyr fra en nyimport gang i opdrættet og med den nye tids teknik var varmeproblemet overstået. Som nævnt tidligere går arten fint med andre små cichlider i et selskabsakvarium, men hvis man vil have noget ud af opdrættet, bør man indrette et artsakvarium. Dette behøver ikke at være ret stort, en 40 – 50 liter vil være helt fint. Indret det med nogle tætte beplantninger i hjørnerne og bagtil og læg et par halvstore runde, glatte sten midt i akvariet til selve legen. Selv om denne art i det daglige kan være ret sky og godt kan lide at gemme sig af vejen i plantetykningen, er det som om de under legeforberedelserne, legen og yngelplejen helt mister denne skyhed og de leger gerne i det åbne lige bag forruden.

Hæv temperaturen til 27-27° C. og giv rigeligt med levende foder. Dette vil i forbindelse med et vandskifte sætte gang i hunnens rognsætning og snart vil man se hende godt rognspændt. Samtidig vil man observere, at hannens farver bliver mere intense. Den mørke plet i rygfinnen bliver kulsort og længdestriben bliver tydeligere på fiskens forkrop. Hunnens korte, plumpe læggerør ses tydeligt og også hannens tyndere og mere spidse papil kommer frem. Hannen begynder at rense stenenes overflader, og når dette er gjort, vælger parret en tilfredsstillende sten til deres æg. Hannen lokker med sin dans hunnen til stenen og med det nu langt udtrukne læggerør afsætter hunnen en række gulbrune æg i koncentriske cirkler.

Alt efter hunnens størrelse afsættes 100-300 æg, og de passes af forældrefiskene i de 2-3 dage det varer, før de klækker. Desværre ses det alt for ofte, at forældrefiskene allerede en af de første dage æder æggene, især hvis det er et førstegangs legende par, men dette kendes jo også fra andre cichlider, og der er intet andet at gøre end at lade naturen gå sin gang og med kraftig fodring og regelmæssige vandskift få parret i god kondition igen, så er der måske mere held næste gang, eller næste gang eller …. Hvis det er lykkedes at få parret til at passe æggene til de er klækkede, flytter forældrene dem nu over i en lav grube, de har gravet i bundlaget.

Disse gruber graves gerne inde mellem planterne, så det kan være vanskeligt at følge de næste trin i yngelplejen. I de næste 6-8 dage ligger fiskelarverne i gruben og tærer på deres blommesæk, og en dag ser man parret komme frem med kuldet og med ungerne tæt omkring sig, svømmer de rundt i akvariet på jagt efter foder. Om aftenen "lægges" ungerne til ro i en grube i bundlaget, og de opholder sig her til næste morgen, hvor de igen føres rundt i akvariet efter forældrene. Fodringen bør i den første tid bestå af artemia-nauplier, men også noget knust tørfoder bør indgå i kostplanen.

Når ungerne er vokset noget til, kan man gå over til cyclops og fintsiede daphnier – frostfoder er en udmærket erstatning for levende foder. Under hele opvæksten bør man fodre lidt ad gangen, men gerne flere gange i løbet af dagen. Når ungerne er blevet en måneds tid gamle bør man påbegynde de periodiske vandskift igen, da den kraftige fodring uvægerligt medfører en ophobning af affaldsstoffer. Selvfølgelig kan man tage æggene fra parret og klække dem kunstigt, men er det så ikke ligesom man mangler den oplevelse at se forældreparret føre ungerne rundt i akvariet og passe og pleje dem i alle ender og kanter. Det synes jeg er en af de største oplevelser med de amerikanske cichlider, og hvorfor snyde sig selv for denne oplevelse, når det i de fleste tilfælde kun er tale om lidt tålmodighed før forældrefiskene gennemfører en normal yngelpleje.

powered by FreeFind

Det er tilladt at
låne artikler fra fishbase.dk.
Læs mere om det HER

 

Valid XHTML & CSS