Nanacara anomala

© Foto: F. Ingemann Hansen

Nannacara anomala

Nannacara anomala var en af de første cichlider, der kom til Europa. I en del litteratur anføres 1905, men der er almindelig enighed om, at i 1935 kom den i et noget større antal, som gjorde det muligt, at nogle flere kunne få glæde af denne lille og sædvanligvis fredelige fisk.
Nannacara anomala hører til dværgcichliderne, hannen bliver max. 9 cm stor, medens hunnen sjældent blive mere end 5 cm.

Den blev fundet i Rio Essequibo i Britisk Guiana, som er den såkaldte typelokalitet, men yderligere fandt Eigenmann arten i Aruka River, Lama Stop-off og Maduni Green i Britisk Guiana, medens Boesman har rapporteret om fund af arten i Surinam. Den findes specielt i mindre vandløb, der løber ud i de store floder, samt i savannens småsøer.

I akvarier er den ikke fordringsfuld men foretrækker middelhårdt vand med en hårdhed på 10-12° dH og en surhed på lige omkring det neutrale 6,9-7,0, men mange akvarister har opdaget, at der ikke er problemer med at pleje den på almindeligt ledningsvand. I opholdsakvariet er en temperatur på 23-25°C passende, mens man ved leg med fordel kan hæve temperaturen til 26-27° og nedsætte vandets hårdhed til 7-8° dH ved delvis udskifning af akvarievandet med demineraliseret vand. I det hele taget er det god akvaristik hver 14 dag at udskifte '/4 af akvarievandet med friskt vand.

Nannacara anomala er ikke specielt kræsen, hvad foder angår, men man får de bedste resultater med en varieret kostplan, hvor Cyclops, Daphnia, Tubifex og myggelarver indgår som hovedfoder, medens tørfoder kun bruges som supplementsfoder, et supplement der dog ikke må mangle på kostplanen. Når man første gang ser Nannacara anomala i en akvarieforretning, hvor den går mellem mange andre fisk i et sædvanligvis alt for lille og ofte ikke alt for propert akvarium, har man ingen mulighed for at forestille sig, hvor smukke og farvestrålende disse fisk kan blive. Den er altid blevet betragtet som en "begynderfisk", hvor jeg dog hader det ord, jeg synes, der er noget væmmeligt nedladende i det, der måske gør, at nogle akvarister kunne synes, at det nok ikke rigtig er umagen værd at pleje en sådan "let fisk"; Der er selvfølgelig det rene vås. Enhver fisk med en interessant adfærd og/eller et smukt eller aparte udseende er værd at ofre pleje og omhu på for den akvarist, der synes om netop den art.

Nannacara anomala's farver og tegninger er næsten ikke til at beskrive med ord. Den skal ses på billeder med farver, eller allerhelst bør man se de levende fisk i et velanlagt akvarium med et væld af planter, thi først her viser de al deres skønhed. For både han og hun gælder det, at farver og tegning er meget varierende efter fiskenes sindstilstand, men de nedennævnte farver og tegninger er de daglige "dragter", som bruges udenfor legeperioderne.
Hunnens grundfarve er brungul med et bredt mørkebrunt bånd løbende fra øjets bagkant til haleroden. Ovenover dette bånd løber, midtvejs mellem det omtalte bånd og rygfinnebasen, et mere uregelmæssigt mørkebrunt bånd, der periodiskt opløses til enkelte brune pletter. Finnerne er rødbrune med undtagelse af brystfinnerne, der nærmest er klare. Under øjnene og på kinderne har hunnen nogle grønne streger og prikker. Hannens ryg og øverste del af hovedet er nærmest brunolivent, medens siderne er blågrønne med et gyldent skær. Hver enkelt skæl har en lille mørkebrun trekantet plet midtpå, og dette giver fiskens tegning et netagtigt præg. Rygfinnen er nærmest mørkt blålig med en hvid bort øverst og er langt udtrukket bagtil. Halefinnen er rund og nærmest brunlig med et svagt blågrønt skær. Gatfinnen er brunrød med udtrukken spids og en mørk kant. Bugfinnerne er mørkebrune med et sort bånd langs forkanten. Hannen har et meget smukt grønblåt metalskinnende mønster af streger og pletter i hovedet.

Ved indretning af et akvarium til Nannacara anomala bør man sørge for mange skjulesteder, og hvad er mere velegnet til dette end planter. Plant akvariet tæt til med enkelte små nicher og frie områder imellem. Bundlaget skal være mellemfint grus, og i nicherne bør der ligge nogle glatte "barnehånds store" sten skubbet så langt ned i gruset, at kun den øverste, glatte flade stikker op. Nannacara anomala graver ikke i bundlaget og er i det hele taget skånsom mod såvel planter som andre fiskearter. Man kan med stort held indrette et 50-60 l akvarium som ovenfor anført og have 1 han og 2-3 hunner Nannacara anomala samt nogle tetraer eller ungefødende tandkarper heri.

Nannacara anomala er en af de fisk, der hurtigst og mest drastisk kan skifte farvedragt. I den ene øjeblik kan hunnen gå i den tidligereomtalte dagligdragt, og i næste øjeblik kan hun, iført sin yngleplejedragt, stå vagt over en lille klump vimrende Tubifex eller Daphnia. Også hannen kan skifte dragt hurtigt, og det er meget almindeligt at se den ene han gå rundt iført noget, der slående minder om hunnens dagligdragt, hvis der er flere hanner i samme akvarium.
Når legen nærmer sig, ses det tydeligt på hannen. Hans farver bliver mere intense, det gyldne skær gløder, og de blågrønne farver bliver stærkere og mørkere, ligesom finnerne nærmest bliver blåsorte. Han danser bejlende omkring hunnen, og hvis hun er legemoden og villig, skifter også hun dragt og antager nu en mere brungrumset dragt, hvor der kommer nogle mørkebrune pletter mellem overkroppens to bånd, og der dannes nærmest et skakbrætagtigt mønster.

Parret går nu fælles igang med at pudse sten og andre hårde overflader fri for snavs og alger, og snart ser man at anstrengelserne koncentreres om en enkelt sten. Nannacara anomala er fritlegende, og æggene afsættes i portioner i en rund kage på en sten. Når hunnen har afsat en portion æg ved at glide tæt hen over stenen og med sin æg-papil forsigtigt fæstne et æg ad gangen, følger hannen efter, idet han ligeledes glider med bugen lige over de afsatte æg og herunder tømmer sin »mælk« ud over æggene og befrugter dem. Hvis akvariet ikke har mange skjulesteder, vil det nu være nødvendigt at fjerne hannen, da hunnen, selvom hun kun er halvt så stor som hannen, vil jage ham bort og ofte jagte ham så voldsomt og ihærdigt, at han dør af det. I et stort akvarium vil dette ikke ske, og under store forhold der bedre kan minde om naturen, viser det sig, at Nannacara anomala ikke danner moderfamilie, hvor hunnen alene tager sig af æg og unger, men derimod forældrefamilie, hvor parret sammen passer yngelen.

Hunnens farvetegning er nu helt forskellig fra dagligdragten, og det er ved forsøg bevist, at det er denne yngelplejedragt, der i forbindelse med en speciel rykvis svømmemåde får ungerne til at holde sammen omkring hende og følge hende i hendes vandring rundt i akvariet efter føde.

Tilbage til æggene, de er rødbrune og halvt gennemsigtige. Der er sædvanligvis mellem 50 og 100 stk. Hunnen passer i vort lille akvarium æggene, vifter frisk vand hen over dem og fjerner snavs, der måtte lægge sig på dem. Efter 2-3 dage, afhængig af vandets temperatur, klækker æggene, og fiskelarverne flyttes nu over til en lille grube, hunnen har gravet i bundlaget. Her ligger de og vimrer i yderligere 5 dage, før de har tømt deres blommesæk og bliver fritsvømmende.

Nu begynder fodringen, som ikke er så vanskelig. Start med Artemia nauplier og fint støvfoder, og efterhånden som ungerne vokser op, kan man bruge Cyclops og knust tørfoder. Ungerne vokser rimeligt hurtigt, hvis man sørger for afvekslende og ofte fodring.
Nannacara anomala er et spændende og interessant bekendtskab for den akvarist, der vil opleve en af de sydamerikanske cichliders mange forskellige yngeladfærdsformer. Slægten Nannacara er der nogen diskussion om.

Normalt regner man med, at der er to arter, nemlig Nannacara anomala og Nannacara taenia, medens den af S. O. Kullander i hans bog SYDAMERIKAS CICHLIDER nævnte N. bimaculatum nok må anses for et synonym til Nannacara anomala. Også ved N. taenia må der sættes tvivl ved, idet det ser ud til, at den fisk, der findes på Britisk Museum som N. taenia meget ser ud til at være en hun af arten N. anomala. Jens Meulengracht-Madsen har på et besøg på dette museum taget et foto af denne fisk, og dette viser meget tydelige dette. Der er kun fundet et enkelt eksemplar af arten (videnskabeligt) og iflg. »A description of new cichlid Fishes from South America in the British Museum« af C. Tage Regan 1912, skulle det være fundet ved Manaos i Amazonområdet.

Der er i de to beskrivelser (af N. anomala og N. taenia) kun meget små forskelle, så det tyder også på, at der kun er tale om en enkelt art, selv om de opgivne fangststeder unægteligt ligger meget langt fra hinanden.

Som et pudsigt ekstra punkt kan tilføjes, at det billede bl.a. det amerikanske T.F.H. bringer som N. taenia helt tydeligt er en Aequidens art, sandsynligvis A. curviceps, og det er vel rimeligt at antage, at de fisk, der for nogle år siden var fremme i handelen som N. taenia, kan have været en geografisk farvevariant af N. "anomala, men fremtiden vil jo nok komme med nye oplysninger om denne lille, men spændende slægt.

Nanacara anomala

powered by FreeFind