Parachromis managuensis

Foto copyright F. Ingemann Hansen

Parachromis managuense

Parachromis managuense er en af de største mellemamerikanske Cichlasoma-arter. I naturen skulle den, iflg. H.J. Mayland, kunne opnå en max. størrelse på 70 cm, selvom den oftest ses i størrelser på 40-50 cm. Den er i sit udbredelsesområde en yndet spisefisk og er som sådan udsat i mange søer, hvor den ikke oprindeligt fandtes. Dens nuværende udbredelsesområde breder sig fra det østlige Honduras over Nicaragua med Managuasøen og Nicaraguasøen til Costa Rica. P. managuense ligner i form Cichlasoma octofasciatum (Jack Dempsey-cichliden).

Der er en tydelig forskel mellem hannens og hunnens farvetegning, og i den overvejende del af akvarielitteraturen ser man kun beskrivelser af hannen. Hannens grundfarve er sølvhvid med et bredt sort bånd, der er dannet af store ret uregelmæssige pletter, fra øjets bagkant til haleroden. Over øjnene er der i panden ligesom et hak, og med alderen kan P. managuense få en relativ stor fedtpukkel over dette hak. Ryg-, gat-, og halefinne er nærmest blåviolette med rødlige pletter men bliver hos ældre dyr lysegrå. Hannens krop ser ud, som om den er overtrukket med et lysegråt net, der er dannet ved, at hvert skæl har en ureglemæssig mørk plet. Ligesom hos de øvrige tidligere Cichlasoma-arter er P. managuense's halefinne afrundet, medens ryg- og gatfinnen er langt udtrukket bagtil.

Hunnen er noget mere gylden i farverne og er knap så netagtig tegnet som hannen. Hos hende er nettegningen tydeligst på overkroppen, medens kroppen under længdestriben er mere ensfarvet end hos hannen. Hannens legedragt er gylden med otte brede, meget uregelmæssige tværbånd, de er bredest ved rygfinnebasen og spidser til ned mod bugen. Disse tværbånd ses også hos ungfisk men er her oftest kileformede pletter fra rygfinnebasen til midterbåndet.

På gællelåget har P. managuense tre store sorte pletter, en der danner første del af midterbåndet og to, der sammen danner et brudt bånd fra øjets underkant skråt bagud og nedad til gællelågets nederste bagkant. P. managuense er med den før nævnte størrelse kun egnet til de store akvarier, selv om det skal siges, at den bliver betydeligt mindre I akvarier. Den bør ikke holdes sammen med for små fisk. Den er meget grådig, og da den i naturen for en stor del lever af fisk, angriber den selv forholdsvis store byttedyr. Da den yderligere ofte synes at betragte hele akvariet som sit personlige territorie, kan den ofte blive en plage for akvariets andre fisk.

Det rette akvarium for C. managuense er et specialakvarium på over 300 liter, og for at få et par må man nødvendigvis starte med 8-10 unger eller ungdyr og lade dem vokse op sammen. På et tidspunkt vil man tydeligt kunne se, at mindst et par udskiller sig fra de andre, holder sammen i en bestemt del af akvariet og begynder sammen at jage noget med de andre. Så er det tid til at fange de andre op og måske at reetablere det opholdsakvarium, man vil have sit par gående i.

Selv når parret går alene, kan det hænde, at hannen bliver noget aggressiv overfor hunnen, så akvariet må indrettes delvis med god svømmeplads og delvis, med mange gode skjulesteder, hvor hunnen kan komme i sikkerhed for hannens til tider meget voldsomme efterstræbelser. De bedste dekorationsmaterialer til dette er sten eller trærødder, eller måske aller bedst en kombination af disse to materialer. Uanset hvad man nu vælger at bruge til opbygning af akvariet, skal man sørge for at bygge solidt og starte helt nede på akvariebunden med sin stenopbygning, så en gravende fisk ikke får det hele til at styrte sammen.

Trærødderne bør på den anden side komme ned ovenfra for bedst at illudere rødder, der stikker ned i vandet fra træer, der står på bredden, men også helt neddykkede rodstykker og grene kan forestille de mange nedstyrtede grene og trædele, der altid styrter ned i floden/søen fra den på bredden voksende skov. Forberedelserne til legen og selve legen foregår på sædvanlig Cichlasoma-maner med imponereopstilling af hannen overfor hunnen, periodiske styrkeprøver, hvor parret griber hinanden i kæberne og således sammenlåste svæver rundt i akvariet, samt hunnens underkastelse, hvor hun med sammenklemte finner gør sig så lille som muligt og på skrømt flygter et kort stykke fra hannen for atter at komme tilbage.

Selve legen foregår på en af de adskillige sten, der er blevet pudset fri for alger og snavs, og en velvoksen hun kan afgive op mod 3000 æg. De befrugtes derefter af hannen, og selve plejen tager sin begyndelse med næsten uafbrudt tilviftning af frisk vand. Efter tre dage, noget afhængig af vandtemperaturen, klækker æggene, og de små fiskelarver flyttes til en grube i bundlaget, hvor de ligger ca. 4 dage og vimrer, inden de har fortæret deres blommesæk og kan svømme. Nu fører forældrefiskene, enten sammen eller en ad gangen, ungerne rundt i akvariet på jagten efter foder.

Man kan opfodre ungerne på en menu bestående af knust tørfoder, fint ørredfoder, cyclops og torskerogn, og de vokser ret hurtigt til. Man bør på et så tidligt tidspunkt som muligt finde frem til, hvor mange unger man ønsker at fodre op, og dette er vel i høj grad afhængig af afsætningsmulighederne. De overskydende unger skal man så tidligt som muligt suge op og bruge som foder i et andet akvarium. I naturen lever P. managuense som omtalt ret vidt udbredt i Mellemamerika, men lad os nu se på det område, som har givet fiskendens artsnavn.

Lago Managua i Nicaragua har iflg. H.J. Mayland de følgende vandværdier, som er målt i den varme tid kl. ca. 15. Målingerne er foretaget i vandlaget nærmest overfladen og viser en temperatur på 37 grader C, en dGH på 4,5°, en dHK på 21 ° og pH på 8,8 samt en ledningsevne på 1000 microsiemens. Selvom vandets temperatur vil være nogle grader koldere længere ned i søen, forstår man, at en temperatur på 24 grader måske nok er lige i underkanten til C. managuense, og det viser sig da også, at arten viser sine smukkeste farver og livligste adfærd på en temperatur op 27-29 grader.

Kostplanen for de voksne fisk skal selvfølgelig svare til fiskenes størrelse, og regnorme, melorme, hakket oksehjerte, skrabet fiskekød, rejer og fiskeboller giver sammen med den groveste tørfoder en god og varieret kost.

I adskillige akvariebøger og akvarietidsskrifter hersker der stor forvirring i adskillelsen af Parachromis managuense og Parachromis friedrichsthalii, og selv om de helt sikkert ligner hinanden meget, er der dog en meget tydelig forskel. De to sorte aflange pletter, der danner et brudt bånd fra øjet til nederste bagkant af gællelåget, findes kun hos C. managuense og mangler totalt hos C. friedrichsthalii. I både TFH forlagets bøger og H.J. Maylands Cichliden und Fischzucht er der billeder af disse arter med forkerte navne påførte.

Parachromis managuensis

powered by FreeFind