Du er her: Artikler » Fisk

Thorichthys meeki

 

Foto copyright Benny B. Larsen

 

Thorichthys meeki

af Benny B. Larsen

 

Thorichthys meeki, den rødstrubede cichlide, kommer fra Mellemamerika, nærmere betegnet Yucatan halvøen og Guatemala. Her lever den både i floder med ret stærk strøm og søer med mere stillestående vand og findes også i Yucatanhalvøens underjordiske vandløb. T. meeki blev indført til Europa første gang i 1937 og de få eksemplarer, der den gang kom, var gennem mange år stamforældre til alle de T. meeki, der i de følgende år blev spredt ud over hele Europa. I de senere år er der dog atter kommet vildfangne dyr til Europa, og de smukke farver, der var betegnende for de først indførte dyr, er igen ved at være fremherskende hos arten. Til Danmark kom arten for første gang omkring 1948.

T. meeki var i mange år en af de mest farveprægtige mellemamerikanske cichlider i akvariehobbyen. Grundfarven er grålig med røde pletter fordelt ret uregelmæssigt over siderne. Yderligere har hele kroppen et blåligt metalskær. Fra gællelågets bagkant løber et bredt sort længdebånd ned til haleroden, hvor det slutter i en plet. Midt på kroppen løber båndet gennem en ret stor mørk plet. Hele fiskens underside fra munden til haleroden er stærkt rød og på gællelåget breder den røde farve sig højt op og omkranser en sort, hvidkantet øjenplet.

Finnerne er stærkt røde med blågrønne iriserende prikker. Rygfinnen har en rød søm, og lige under denne løber en blå stribe. Gatfinnen er rødlig med en sort søm og bagest nogle blågrønne prikker. I bugfinnerne er de første finnestråler blå og de andre er rødlige. Hvis man vil indrette et specialakvarium til et voksent par T. meeki, skal man ikke lade det være alt for lille, og der skal være mulighed for at lave nogle gode skjulesteder til hunnen, men man bør være helt sikker på om de overhovedet kan gå harmonisk sammen, før man sætter dem over i dette akvarium.

Akvariet på mindst 80-100 liter, kan dekoreres med nogle store sten, men som med alle andre cichlider, må man sørge for at begynde sin stenopbygning helt nede på akvariebunden, så fiskene ikke under deres graven kan forårsage ulykker. Stenopbygningen bør være med huler, der er store nok til hunnen, men helst lidt for små for hannen, da han kan være meget grov mod hende, hvis hun ikke er helt legemoden, når han kommer i det humør. At se forskel på kønnene kan være meget vanskeligt, for ikke at sige helt umuligt. Hannen er, som hos de andre Cichlasoma-arter, noget større end hunnen, idet han kan blive Ca. 15 cm, medens hunnen sjældent bliver større end 10-12 cm. Et fuldvoksent par T. meeki kan være meget produktivt. Selv om man under akvarieforhold sjældent ser kuld på mere end 300-400 unger, kan de i naturen og meget store akvarier få op til 1000 unger i et kuld.

Da jeg for mange år siden startede med cichlider, begik jeg på et tidspunkt en af de dumheder, alle akvarister før eller siden gør, og ofte mod bedre vidende. Jeg købte i en dyrehandel et voksent par C. meeki, og da jeg på det tidspunkt havde ret god plads i mine akvarier - jeg har aldrig siden haft det sådan - satte jeg dem ned i et 200 1. akvarium, der var indrettet med en klippeopbygning i den ene ende. I den anden ende var der plantet en lille tykning af kæmpevallisneria og sværdplanter plantet ud i nogle potter. Disse plantepotter var dækket med nogle flade sten, så fiskene ikke kunne grave planterne op. Klippeopbygningen gav god dækning for hunnen, der - selv om den i forretningen havde gået godt med hannen - nu pludselig blev jaget kraftigt af hannen.

Senere har jeg jo lært ikke at stole alt for meget på hvad jeg måtte se af harmoni i dyrehandlernes akvarier. I et tætbefolket akvarie kommer de forskellige arters naturlige adfærd aldrig til orde, og det kan lade sig gøre at have dem gående i en tilsyneladende harmoni, der dog ofte brydes totalt, når de kommer hjem til akvaristen i dennes mindre tæt befolkede akvarier. Efter et par dage syntes jeg det var blevet noget trist kun at se hannen frit i akvariet og jeg satte en noget mindre hun, jeg havde gående i et andet akvarium, ned til parret.

Nogle timer efter var det som om den nye hun opsøgte hannen, de kredsede rundt om hinanden med vidt udbredte finner og fremskudte gællelåg, så man rigtig kunne se den imponerende øjenplet. Den lille hun prøvede at vise sine farver og tegninger rigtigt frem, men det var tydeligt, at når hannen begyndte at blive for nærgående, så klappede hun finnerne sammen, gjorde sig rigtig lille og stillede sig skråt med bugpartiet mod hannen. Hvis han så stadig kom nærmere, tog hun hurtigt flugten ind i de beskyttende huler, men det varede dog ikke længe, før hun atter var ude og vovede at nærme sig ham igen. Der gik nogle timer med dette spilfægteri, men så rullede hannen sig rigtigt ud, og det blev for meget for hunnen, der permanent trak sig ind i hulerne sammen med den anden hun.

I den næste tid blev begge hunnerne holdt inde i deres respektive huler af hannen, og fik kun sjældent lov at komme frem. Hvis de blev for frimodige og kom for langt frem fra hulen, svømmede han med løftede gællelåg truende hen mod den formastelige, og jog den hurtigt tilbage til hulen. 10 - 12 dage gik på denne måde, men så begyndte hannen at grave en grube i sandet tæt ved den amazonsværdplante, hvor han havde sin sædvanlige standplads. Den mindste hun var nu også blevet lidt mere modig, og hun vovede sig af og til ud og stillede sig foran hannen i en skrå stilling med hovedet lidt nedad og bugen vendt mod hannen.

Så længe hun indtog denne stilling, kunne hun pacificere ham, men så snart hun ikke viste sig underdanig mere, blev han straks aggressiv igen og jog hende bort. I nogle tilfælde blev hunnen tappert på samme sted under hannens truen, men når han så vendte siden mod hende og med et kraftigt haleslag slog en vandbølge hen imod hende, var det som om hun blev fejet bort, og hun tog hurtigt flugten. Der gik en måneds tid på denne måde og den store hun havde nu også fået lidt mere ro. Hun havde vovet sig ud fra hulerne og havde taget ophold ved en slaggeblok. Hannen beherskede stadig hele akvariet, men når han nærmede sig slaggeblokken, gik hun ham i møde med udspilede gællelåg, og af og til greb de fat i hinandens kæber og trak hinanden frem og tilbage.

Hannen var dog tydeligst nok den stærkeste, og det varede sjældent længe, før hunnen med sammenklappede finner viste sin underlegenhed og tog flugten, så snart der var mulighed for dette. Af og til skete det, at den lille hun slog følgeskab med hannen og stillede sig sammen med ham og truede den store hun med fremskudte gællelåg, men hvis den store hun gik frem mod hende, tog den lille meget hurtigt flugten. Under mine iagttagelser af trioen observerede jeg en meget pudsig ting. Når den lille hun svømmede rundt i akvariet, skete det ofte, at hannen brusede truende frem mod hende. Hvis hun så stillede sig i den før omtalte underkastelsespositur, og lidt efter stille og roligt fortsatte sin svømning, lod han hende nu være. Hvis hun derimod viste tegn på at ville flygte, så udløste dette en forfølgelses-reaktion hos ham og han jog hende helt ind i hulerne igen.

Dette skete så mange gange, at der ikke kunne være tale om tilfældigheder. Efter endnu en måned kom der en tydelig forandring. Den lille hun var blevet meget modigere, og hannens angreb på hende var nærmest at betragte som skinmanøvrer. Hunnen var ganske tydeligt kraftigere og helt rognspændt, og hannen havde pludselig fået meget travlt med at pudse de sten, der lå i gruset. Han gav dem for en sikkerheds skyld alle en ordentlig omgang, før han endelig bestemte sig for en ret stor rund sten, der lå i enden modsat den store huns slaggeblok. For at forstyrre på et så tidligt tidspunkt som muligt og dermed forhåbentlig nedsætte risikoen, fangede jeg nu den store hun op og satte i stedet to ret store sugemaller ned til parret. Dette gjorde jeg for at hannen skulle have noget at afreagere sin aggression på, så det ikke gik ud over hunnen.

Forberedelserne til legen gik også noget i stå ved den uro dette medførte, men to dage senere var de i gang igen. Hannen pudsede den runde sten endnu en gang for en sikkerheds skyld og om aftenen kunne jeg tage min stol hen foran akvariet og fra første parket følge med i legen og selve ægafsætningen. Hunnen havde i et par dage haft det stumpe læggerør fremme og hannens mere spidse papil kunne også ses. Hunnen gled langsomt op over stenen, og når jeg kikkede nøje efter, kunne jeg se det ene æg efter det andet glide ud af læggerøret og straks klæbe fast til stenen. Når hunnen havde tilendebragt en tur og afsat 12-15 æg, lod hun hannen komme til. Han gled på samme måde med bugen helt nede mod stenen hen over æggene og befrugtede dem.

Denne procedure blev gentaget i ca. halvanden time, kun afbrudt af korte pauser, hvor hannen foretog korte svømmeture rundt i territoriet, for at checke om alt var i orden. Hvis en af sugemallerne skulle være i nærheden, blev den straks jaget bort. Om natten lod jeg en enkelt lampe brænde i akvarierummet, og da jeg næste morgen kikkede efter, stod hunnen over æggene og viftede med brystfinnerne frisk vand hen over dem. Dette fortsatte hun med i de tre dage det tog, før æggene klækkede, kun afbrudt af korte ture ud efter foder. På nær disse korte afbrydelser, hvor hannen bevogtede og passede æggene, var det hunnen, der tog sig af deres pleje, medens hannen afpatruljerede den nærmeste omegn og jog sugemallerne bort, hvis de vovede sig for nær.

Den sidste dag før æggene klækkede, begyndte hannen at grave nogle lave gruber i bunden, og tre dage efter legen blev de vimrende fiskelarver flyttet over i en af disse gruber. Her lå de i en tæt vimrende klump, medens hunnen stod over dem og viftede friskt, iltrigt vand hen over dem, som hun havde gjort med æggene. Der gik seks dage på denne måde og den eneste ændring var at hunnen af og til flyttede larverne over til en anden grube. Og så kom endelig det store øjeblik, da larverne blev forvandlet fra ja netop bare larver til rigtige små fiskeunger. De kom op på egne finner og uden at fjerne sig mere end nogle få cm fra gruben var de alligevel nu pludselig blevet små selvstændige dyr. De fulgte hunnen i en tæt stime rundt i akvariet, og hun vogtede over dem som en høg.

Jeg begyndte at fodre med knust tørfoder, og det blev hurtigt tydeligt at se, at de tog føde til sig, da deres små maver blev helt gulligrøde. I den næste tid var der nok at gøre for mig med at fange cyclops, men det var heldigvis om foråret, hvor disse ingen mangelvare var, så der blev aldrig madmangel i akvariet. Ungerne kastede sig med stor iver over foderet hver gang jeg fodrede dem, og de voksede hurtigt til. Da ungerne var to måneder gamle, fjernede jeg dem fra akvariet og fik så mulighed for at tælle dem.

Der var på det tidspunkt 280 stk., så af en cichlideart, der jo som sagt kan producere omkring 1000 æg i et kuld, var det jo ikke noget overvældende resultat, men på den anden side var jeg lykkelig over at der ikke var flere, for at skaffe foder til et kuld af denne størrelse var alt rigeligt for mig. Da jeg senere skulle af med ungerne, kom jeg igen på arbejde, men det lykkedes dog for mig lidt efter lidt, men dog så langsomt, at jeg her fik en lærestreg, jeg aldrig har glemt siden. Efter dette kuld har jeg nemlig aldrig fodret så mange cichlide-unger op igen.

Jeg har altid på et tidligt tidspunkt suget den største del af ungerne op og kun ladet forældrefiskene beholde så mange, at jeg kunne være helt sikkert på at kunne komme af med dem uden alt for meget arbejde. Efter dette kuld unger lod det til at parret rigtig havde fundet samen. De gik sammen i flere år, og hannens aggressive adfærd var aldrig mere rettet så kraftigt mod hunnen som tidligere. De fik flere kuld unger og jeg sørgede hele tiden for at have nogle andre fisk, som regel sugemaller, gående i akvariet som “Prügelknaben”.

powered by FreeFind

Det er tilladt at
låne artikler fra fishbase.dk.
Læs mere om det HER

 

Valid XHTML & CSS