Du er her: Fishbase » Cichlider » Afrika » Malawisøen
© Foto: Jørgen Tvedegaard
© Foto: Jørgen Tvedegaard
© Foto: Jørgen Tvedegaard
I Eccles og Trewavas revision af de tidligere Haplochromis blev hele den
såkaldte Utaka-gruppe
overført til slægten Copadichromis, og vi må så håbe, at vor velkendte
malawicichlide »Haplochromis
chrysonotus« nu endelig har fundet et blivende sted i nomenklaturen.
I 1908 blev denne smukke art første gang beskrevet af Boulenger i Ann. Mag.
Nat. Hist. Ser 8, Vol II, under navnet Paratilapia chrysonata. Senere blev den
så overført til slægten Haplochromis og blev, ligesom de andre Haplochromis
igennem en halv snes år også benævnt »Cyrtocara« - et slægtsnavn, der kun med
rette tilkommer Cyrtocara moorii (delfincichliden).
C. chrysonotus lever endemisk i Malawisøen (findes kun her) og er bl.a. fanget
i Nkata Bay og
i Monkey Bay. Den lever hovedsageligt i de øvre vandlag ret nær ved kysterne, og
hører til
Utaka-gruppen. Denne gruppe består af 16 arter, der næsten alle lever pelagisk
(i de frie vandmasser), og næsten udelukkende ernærer sig af zoo- og
phytoplankton.
Hannen bliver ca 15 cm, medens hunnen som regel er nogle få cm mindre.
Arten er ret højrygget og fra siderne sammentrykt. Ungerne og hunnerne har en
sølvgrå kropsfarve
med tre mørke pletter. Disse er dog noget stemningsbetinget. Yderligere findes
der 8 lodrette bånd
på kroppen. Hunnen har ofte en gullig hvid eller blåhvid pandeplet, selv om den
aldrig er så
farvestærk og intensiv som hos hannen. Hannens farver er blålige med et stærkt
metalskær I panden
og ned langs ryggen er den hvidlig og rygfinnen har øverst en smal hvid bort.
Også hannen har 8 mere
eller mindre tydelige sorte tværbånd, ligesom de tre kropspletter også er
synlige i visse stemninger.
Ligesom rygfinnen, har også gat- og bugfinner hvide kanter.
Under akvarieforhold er C.chrysonotus en forholdsvis rolig og fredelig art, der
gerne vil kunne
trække sig tilbage i ly af en plantetykning, mellem trærødder og lignende. I
modsætning til en
del af de andre større Malawi-cichlider, er det med C. Chrysonotus muligt at
have flere hanner
i samme akvarium.
Legen foregår på sædvanligvis »Haplochromis«-maner med runddans, hvor hunnen
afgiver sine æg, tager dem op i munden og får dem befrugtet i munden. Øen er
mundrugende og det er hunnen, der tager sig af æggene. Arten er ikke svær at
opdrætte og i et akvarium med mange skjulesteder, er der som regel nogle få
unger fra hvert kuld, der overlever. Hunnen går med æglunger i cirka 3 uger, og
nogle få dage efter at hun første gang har sluppet ungerne fri, mister hun
interessen for dem, og de er nu i stand til at klare sig selv.
Da C. chrysonotus er rimelig fredelig og ikke bliver alt for stor, er den
velegnet til et
selskabsakvarium sammen med andre ikke for store og aggressive cichlide-arter
fra Malawisøen.
Et stort akvarium (minimum 300 liter) indrettet som en overgangszone mellem
sten- og sandkyst
er det rette biotop for denne art. Som vi i begyndelsen af 70-erne opdagede,
egner vort hårde ledningsvand sig fint til Malawisøens cichlider, og der er
vist ikke mange af disse utallige arter, der ikke uden de store problemer
bliver opdrættet i dette vand.
Fodringen volder heller ikke de store problemer, da C. chrysonotus gladeligt
æder alt, hvad der
svæver ned gennem vandet. Der bør dog hverken mangle grøntfoder eller levende
foderemner. Som de
andre Utaka-arter kan C. chrysonotus også skyde sin tragtformede mund meget
langt frem og suge
foderemnerne ind.
C. chrysonotus er en af de arter, der gennem årene har været en hel del
navneproblemer med, og
for den læser, der specielt interesserer sig for denne vanskelige del af vor
hobby, kan det anbefales
at læse svenskeren Lars Richt's artikel om arten i Dansk Cichlide Selskabs blad
»Cichliden« i de
sidste numre af 1984-årgangen.