Cyrtocara moorii

© Foto: F. Ingemann Hansen

Cyrtocara moorii BOULENGER, 1902

ETYMOLOGI :

Artsnavnet er en latinisering af navnet Moore, der efter omdannelse til Moorius i
genetiv (ejefald) bliver til moorii, med to i'er i slutningen. J.E.S.Moore foretog omkring århundredskiftet flere ekspeditioner til Centralafrika og indsamlede under en af disse det 18,5 cm lange eksemplar, som udgør holotypen (findes på British Museum). Boulenger beskrev den under slægtsnavnet Cyrtocara. Som dansk populærnavn anvendes ofte Blå delfincichlide.

STØRRELSE :

25 cm

FARVE / FORM :

Arten er umiskendelig ved de voksne dyrs store pandepukler og den næsten ensfarvede
pariserblå kropsfarve hos begge køn. Den nært beslægtede H. annectens er slankere i kroppen og udvikler ikke de store pandepukler, ligesom annectens hunnen er mere brunlig i farven.

KØNSFORSKEL :

Kønsforskellen er først tydelig hos eksemplarer på fra omkring 10 cm. Det sikreste
kendetegn er ryg- og gatfinnens længde. Spidsen af ryg- og gatfinnen går hos hunnen ikke så langt
tilbage som hos hannen, og den går praktisk taget aldrig ud til midten af halefinnen. Det gør den
til gengæld hos hannen. Pandepuklens størrelse kan ikke bruges som noget sikkert ydre kønstegn, da
der er ret stor individuel forskel på denne. Mellem individer fra samme kuld er det dog en regel,
at hannerne udvikler større pandepukler.

UDBREDELSE :

Arten er endemisk i Malawisøen i Østafrika, hvor den forekommer over hele søen over
sandbund i nærheden af kyster.

SYSTEMATIK :

I 1935 overførte E. Trewavas arten til Haplochromisslægten, idet der efter hendes mening
ikke var anatomiske forhold, der retfærdiggjorde, at den anbringe den i en særlig slægt. Greenwood
slog senere til lyd for at få den tilbageført til slægten Cyrtocara, og dette er da også sket. Trewavas
beskrivelse hviler på 49 eksemplarer, hvis totallængde varierer fra 67 til 195 mm.

ADFÆRD :

Artens kæbe- og svælgtænder tyder på, at den ernærer sig af mindre insektlarver, detritus og
muligvis plankton. Der er ikke tale om nogen stærkt specialiseret art, hvad føde angår. Det er en
hurtigsvømmende cichlide, som på grund af sin blå farve er godt camoufleret i det åbne vand, hvor dens
fjender bl.a. de store fiskeædende Rhamphochromis-arter, har vanskeligere ved at få øje på den.

Indtil kønsmodenhed og udenfor yngletiden er det en fredelig cichlide, der ofte færdes i mindre flokke,
også i akvariet.

AKVARIET :

C. moorii blev ikke uden grund en af de mest populære "Haplochromis" arter fra Malawisøen.
For at den skal udvikle sig rigtigt og trives ordentligt, bør den holdes i akvarier på over 250 liter.
Den tager så at sige alt gængs akvariefiskefoder, levende såvel som dødt. Akvariet bør indrettes så den
har en vis rygdækning fra dekorationen, da den har det med at kunne geråde i panik, men samtidig må der være åbne partier med sandbund. Den sætter som alle andre Malawi-cichlider pris på hyppige udskiftninger af 1/3 - 1/2 af vandet med frisk, tempereret ledningsvand, ligesom det er vigtigt med en god vandbevægelse.

26-27º C er idealtemperaturen.

FORPLANTNING :

Formeringen starter ved at en han bliver territorial og begynder at grave en grube i
sandbunden. Henover denne forsøger han på almindelig "Haplochromis"-maner at lokke en rognsvær hun. Selve legen foregår på den typiske "Haplochromis"-runddans. arten mangler ægpletter eller ægattrapper i gatfinnen.
Hos ungdyr har jeg dog af og til iagttaget en rød spids i gatfinnen i lighed med, hvad man finder hos den
lille mundruger, Pseudocrenilabrus multicolor, men disse røde finnespidser forsvinder efterhånden. Under
egen er hannen intens pariserblå med næsten sort strube-, bugfinne- og bugparti.

Efter endt parring og æglægning trækker hunnen sig tilbage og anlægger ofte en for arten typisk "skræktegning" med et par store, uregelmæssige kvadratiske, mørke pletter på kropssiderne. Ved en temperatur på 26-27º C. går hunnen med æg og larver i 16-18 døgn. Hvis hunnen jages eller man forsøger at fange den op, har den meget let til at "spytte" æg og unger, den bør derfor forstyrres så lidt som muligt i denne periode.

Når ungerne "frivilligt" slippes første gang af hunnen, er deres totallængde ca. 12 mm. De er sandfarvede
med et mørkere pletmønster, som får dem til at falde perfekt sammen med en lys sandbund. Hunnens yngelplejetid af ungerne varer et par uger. I denne tid opholder ungerne sig hele tiden i nærheden af deres mødre og ved fare søger de ind i munden på hunnen. Opsamlingen foregår ved at hunnen bevæger sig langsomt bagud gennem vandet, medens ungerne orienterer sig i forhold til moderens underkæbe og åbne mund. Skræmmes moderen kraftigt, svømmer hun fremad i vandet ofte gennem ungeflokken, dette virker som et signal, der får ungerne til "at trykke sig", de søger ned mellem sandskorn på bunden og bliver her "som en flok kyllinger" til moderen igen vender tilbage og evt. samler dem sammen i munden.

Ungerne ernærer sig af al slags levende, småt foder. Ved god fodring vokser de omkring 5 mm om ugen de første uger. Arten er kønsmoden i en størrelse på omkring 8 - 10 cm.

◄◄ Tilbage

Cyrtocara moorii