Labeotropheus trewavasae

© Foto: Leif Petersen

© Foto: Leif Petersen

Labeotropheus trewavasae Fryer, 1955

NAVN:

Første del af slægtsnavnet kommer af det latinske ord labium = læbe og det henviser til den
meget kraftige overlæbe, sidste del tropheus henviser til slægtskabet med en anden cichlideslægt.
Artsnavnet har den fået efter Dr. Ethelwynn Trewavas, som arbejdede i British Museum, og var en stor
kapacitet indenfor malawicichliderne.

SYSTEMATIK:

Slægten blev første gang beskrevet af Ah1 i 1927, men indtil 1956 mente man kun, at der var en art, L.fue11eborni. Man havde observeret, at der fandtes nogle høje og nogle slanke fisk, men først laboratorieun-dersøgelser med optælling af skæl langs sidelinjen, finnestråler og opmåling af kropshøjde i forhold ti1 standardlængde viste, at det var to meget nær beslægtede arter. Labeotropheus terwavasae kan blive 14 ti1 16 cm, men er oftest noget mindre.
Gennem årene er der kommet flere forskellige farvevarianter på markedet. Hannerne er blevet importeret
i fire farvetyper:

Blå krop med 8-10 lodrette mørkeblå bånd. Rød rygfinne.

Helt b1å hanner uden rødt i rygfinne.

OB-hanner med brune, sorte og rødorange uregelmæssige pletter på grumset hvid eller orange bund. Denne type er ret sjælden.

Endnu sjældnere forekommer der helt ensfarvede orange hanner.

Hunnerne findes i følgende tre farvetyper:

Gråblå med brunligt skær.

OB-hunner, der ligner de i hannernes type 3 beskrevne dyr.

Helt orange hunner med enkelte mørke pletter.

Førstebeskrivelsen findes i Revue Zoo1.Bot.Afr., 53 : 81-91 (1956)

NATURFORHOLD:

Arten er endemisk i Malawisøen, hvor den forekommer på klippe-kysten og i overgangszonen, hvor store sten og klippeblokke skifter med sand. Artens specielle mundbygning gør den velegnet til at glide hen over en klippeflade, samtidig med at den rasper alger og "aufwuchs" af.

AKVARIEFORHOLD:

L. trewavasae er som sagt en typisk klippekystcichlide, og akvariet bør indrettes med
ophobede runde sten, der både giver hannerne mulighed for under legen at forsvare et mindre territorium
og samtidig giver hun-nerne mulighed for at søge skjul for hannens efterstræbelser, som kan være ret
voldsomme.

FORMERING:

Som de andre m'buna finder der ikke nogen fast parbinding sted hos L. trewavasae. Hannerne har i naturen deres eget territorium, hvortil de søger at lokke hunnerne, hver gang en legemoden hun viser sig i nærheden. Med imponerepositurer og jagen lykkes det indimellem at få en hun lokket til og så foregår den indledende runddans, der oftest ender med selve legen over en vandret stenflade eller en lille grube i sandet. Hver gang hunnen har afgivet nogle få æg, tager hun dem op i munden og disse befrugtes i hunnens mund, sandsynligvis når hun snapper efter ægpletten på hannens gatfinne.

Efter legen forsvinder hunnen fra hannens territorium, og han er straks på jagt efter en ny yng1evillig hun. Hunnen finder et roligt sted mellem stenene og her står hun så i de næste 20-25 dage, gumlende og
"rugende" på æg og senere larverne. Herefter slippes ungerne ud og hunnen mister hurtigt interessen
for dem. I begyndelsen har ungerne fremadrettet mund, som hos de fleste andre malawicichlider, men
efter nogen tid udvikles artens typiske tykke overlæbe og den nedadrettede mund fremkommer.

◄◄ Tilbage