Amphilophus longimanus

© Foto: F. Ingemann Hansen

Amphilophus longimanus »popenoie«

 

Fra Akvariebladet nr. 1 – januar 1992

Cichlasoma longimanus blev beskrevet af Guenther helt tilbage i 1869 som Heros longimanus, og alligevel blev den ikke rig­tig kendt i akvariehobbyen før i begyndel­sen af 1980-erne, hvor den også i Dan­mark kendte tyske akvarist og akvarie­bogsforfatter Uwe Werner hjembragte den fra Mellemamerika. Artsnavnet lon­gimanus betyder »med stor hånd« og dette henviser til artens brystfinner. Den findes i flere forskellige geografiske farvevarian­ter, hvor jeg personligt synes, at »popenoi« så absolut er den smukkeste. De få gange, den er set i handelen, har den gået under navnet Cichlasoma popenoie, men dette er ikke korrekt, da den, i hvert fald forel­øbig, regnes for en farvevariant af Cich­lasoma longimanus.

Hvor længe dette holder, er nok spørgsmålet, idet der også iflg. Uwe Werner, er så store forskelle på C.longimanus og C.longimanus »popen­oie«, at det er rimeligt at tro, at sidst­nævnte på et tidspunkt vil blive opstillet som en selvstændig art. Mine popenoie kom også fra Uwe Werner, ligesom en meget stor del af de spænden­de mellemamerikanske cichlider, der i de sidste 10 år er kommet til Danmark. Han­nen bliver ca 20 cm, medens hunnen sjæl­dent bliver mere end 12-14 cm. Kropsfor­men kan variere en del alt efter populati­on, men mine fisk er forholdsvis højrygge­de, med en ret lige buglinie. Som ungfisk er kropsfarven grålig med mørke tværbånd, men med tiltagende al­der bliver fiskene efterhånden helt dæk­ket med røde og blågrønne, metalskinnen­de prikker. Kun hovedet beholder den grå­brune farve, men her er øjets knaldrøde iris en dejlig kontrast.

Hunnen er som re­gel knapt så intensiv i farverne, men har ellers de samme farver som hannen. I yngletiden bliver begge køn knaldrøde i bugpartiet fra gællerne til haleroden, og arten kaldes da også på engelsk populært for »Red-breasted Cichlid«. Brystfinnerne er farveløse, som man ofte ser det hos fisk, men ellers er de øvrige finner stærkt far­vede. Bugfinnerne har røde og blå striber, medens gatfinnen og rygfinnen har et pragtfuldt mønster af røde og blå prikker. Halefinnen er inderste ved haleroden prikket i rødt og blåt, medens den yderste del har røde og blå streger. Som sagt bliver hele kroppen på voksne dyr overtrukket med smalle længdeløben­de striber af røde og blå prikker fra bag hovedet til helt ud på haleroden. På gælle­låget starter et forholdsvis bredt urege­lmæssigt bånd, der løber halvt hen på kropssiden for at slutte af med en sort plet. Helt ude på grænsen mellem halero­den og halefinnen ses en lodret sort plet. Disse sorte tegninger kan være mere eller mindre tydelige. Cichlasoma longimanus findes flere ste­der i Mellemamerika.

På Atlanterhavssi­den i -Honduras fra Rio Aguan til Rio Priu­zapolka i det nordlige Nicaragua. I de store nicaraguanske søer og i disse tilløbs­og afvandingsfloder. På Stillehavssiden i Guatemala fra Arroyo Agua Caliente til Rio Bebedero flodsystemet i Costa Rica. Den lever i mange forskellige biotoper, men hvor den ikke trænges væk af større og mere aggressive cichlider, lever den i flodernes hovedløb. Den ses ofte i samme områder som Cichlasoma rostratum, men trænges så oftest ud i varmere, mere mud­rede og iltfattigere vandområder. I de store søer findes denne art på alle bio­toper, men den foretrækker dog områder med ikke for hård bund. Fra tid til anden har gæster hos mig spurgt, hvilken Geophagus, det var, der gik i akvariet, og de bliver temmelig for­bavsede, når de får at vide, at det skam ingen Geophagus er, men en Cichlasoma.

Jeg kan faktisk godt forstå deres forbav­selse, for når mine popenoie søger føde, sker det ved at stikke snuden dybt ned i bundlaget, tage en mundfuld grus og så spytte de ikke spiselige emner ud igen, som man jo også ser det hos Geophagus­arterne. Popenoie elsker godt udblødt pel­letfoder, orme og andre bløde dyr, men går på den anden side ikke af vejen for ret store rejer, som jeg bruger ukogte med skaller, skjold, ben osv. Det eneste foder, som jeg syntes, de ikke er helt vilde med, er fiskekød, men det glider dog ned, hvis der ikke står andet på kostplanen. Arten skal ikke gå for koldt, men bør have mindst 25° C, og gerne et par grader høje­re. Bundlaget skal ikke være for groft, og skal, af hensyn til artens munddele, ikke være skarpt grus. Den er rimelig fredelig, men dette gemyt kan dog i legeperioden forvandles til et helt andet, idet den så ingen problemer har med at holde selv meget større fisk borte fra æg/unger.

Jeg holder selv mit par popenoie i et 650 liters »selskabsakvarium« sammen med en trio store Cichlasoma synspilum, en flok på 5 unavngivne tetraer på ca 10 cm, en Ptery­goplichthys gibbiceps, en Platydoras co­status, begge de sidstnævnte på mere end 15 cm. Akvariet er indrettet med nedhæn­gende trærødder og nogle store sten i bun­den. Akvariet holdes frit for svæv af et indvendigt filter med en kapacitet på om­kring 800 l/t samt et stort udvendigt »bilo­gisk« virkende filter, hvor filtermassen er sten og grus. Jeg skifter ca 1/3 af vandet ud hver anden uge, det indvendige filter får skyllet skumgummiindsatsen hver uge og det udvendige filter bliver renset ca en gang hver tredie måned. Hver gang jeg har låget af akvariet for at skifte vand, skylle det indvendige filter o.lign., flytter jeg med en lille skovl gruset bagud i akvariet, så det igen ligger op ad bagruden og bundens forholdsvis store, runde sten bliver så igen synlige. Dette arbejde er dog ret utaknemmeligt, da mi­ne popenoie i deres jagt efter foder i bund­laget i løbet af nogle dage får jævnet det hele ud igen, men hvad søren, så har beg­ge parter jo lidt at lave, og det er vel også en del af hobbyen.

Fra tid til anden har mit par leget, og selv om det så absolut ikke er min mening at opdrætte fisk, er det jo unægteligt et skønt syn at se disse smukke fisk lægge an til leg og gennemføre den uden at tage hensyn til at der er flere fisk i akvariet. Det hele starter med at hunnen bliver mørkere i farverne, hendes bugparti bli­ver mere og mere rødt, og på kroppens øverste del ses nu nogle mørke tværbånd. Genitalpapillen bliver mere og mere syn­lig på begge kønnene. Hunnens er stumt og afrundet, medens hannens er tydeligt længere og mere spids. De får travlt med at pudse sten og den fritgravede glasbund af for smuds og alger, og ind imellem dan­ser hannen imponerende foran hunnen og viser sine smukke farver med vidt ud­bredte finner. I begyndelsen så jeg også eksempler på, at parret afprøvede hanan­dens styrke ved at gribe hinanden i mun­den og så trække og skubbe rundt med hinanden. Dette ses dog aldrig mere, da parret nu har gået sammen i nogle år og derfor kender hinanden og efterhånden er blevet et godt harmonisk par.

Æggene afsættes på en af de rensede sten og kuldstørrelsen kan være på mere end 500. Æggene passes af hunnen, som tro­fast står over dem med viftende brystfin­ner, for at skaffe iltrigt vand til deres vide­re udvikling. Ved en temperatur på 28° C. klækker æggene efter 2 døgn og efter yderligere 6-7 døgn i en lille grube i bun­den er ungerne fritsvømmende. Ungerne er nu ca 7 mm lange og kan straks tage Artemia nauplier og knust tørfoder. Forældrefiskene er i de forløbne dage ble­vet mere og mere aggressive, og når det tidspunkt, hvor ungerne skal til at svøm­me, er akvariets andre indvånere efter­hånden trængt ned i modsatte ende af akvariet, hvor de højest for tilladelse til at opholde sig i tilsammen en trediedel af akvariet. Denne aggression er grunden til at jeg helst ikke vil have unger i akvariet, for det kan desværre gå ret alvorligt ud over de øvrige fisk i akvariet.

Jeg undgår som regel dette ved at suge ungerne op, medens de endnu som små larver ligger og vimrer. På denne måde kan jeg undgå tab i akvariet og kan så fodre ungerne op i et andet akvarium. Da jeg på den anden side nyder at se par­ret med unger, må jeg nok indrømme, at jeg fra tid til anden lader dem gå med ungerne i en tid, for som cichlide-akvarist er det vel det skønneste af alt, at se sådan­ne store fisk gå med flere hundrede bitte små unger omkring sig. Jeg holder så eks­tra øje med de andre fisk, fodrer i begge ender af akvariet og ved tegn på, at popen­oie-hannen bliver for grov, kommer slan­gen frem og ungerne væk. Selv om arten er gode og ivrige yngelplejere, syntes der­es interesse ikke at vare længere end små tre uger, så forlader de stimen af unger og begynder ofte at forberede sig til en ny leg. Opfodringen af ungerne er ikke vanskelig.

De tager som sagt straks Artemia naupli­er og knust tørfoder men vokser ikke sær­ligt hurtigt til. Hvis man efter 6-7 uger har fået dem op i en størrelse af 2 cm, har man ikke gjort det helt dårligt. Fra denne størrelse syntes det som om væksten tilta­ger med noget større tempo. Ved god og afvekslende fodring skulle arten kunne være kønsmoden i en alder af ca. 8 måne­der. Som det gælder med de fleste andre syd­og mellemamerikanske cichlider, skal man heller ikke opdrætte alt for store kuld af Cichlasoma longimanus »popen­oie«, da det er alt for svært at komme af med disse store kuld. Tag meget hellere ca 50 unger fra, giv dem maksimale forhold, masser af foder og re­gelmæssige delvise vandskift så kan man få flotte fisk op i løbet af 10-12 måneder, og det er dyr, som kan sælges overalt.

Popenoie er så absolut en af de smukkeste og mest farvestærke cichlasomaer, vi ken­der fra Mellemamerika, og den fortjener en endnu større udbredelse, end den har nu. Hvad med at indrette et 250 liters akvari­um med trærødder, et par store sværd­planter og fint grus i bunden. Det er lige det rette sted for denne smukke art. An­skaf dig så 8-10 unger eller ungdyr og lad dem selv parre sig ud. Behold parret og lad andre få glæde af de overskydende fisk, som nok kan blive til flere par - Cich­lasoma longimanus »popenoie« bør ud til rigtig mange akvarister, det fortjener dens skønhed og fine adfærd.

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler fra FISHBASE.
Læs mere om det HER

 

Valid xhtml & css