Hypsophrys nematopus

© Foto: F. Ingemann Hansen

Hypsophrys

Neetroplus nematopus er en mellemstor cichlideart, hvor hannen bliver ca. 15 cm og hunnen ca. 10. Den er hjemhørende på Nicaraguas og Costa Ricas atlanterhavsside inkl. de store søer i den nicaraguanske gravsænkning, Nicaragua-, Managua- og Masayasøerne. Her holder den til tæt ved kysten, hvor der er klipper og sten. Som en stor del af Mellemamerika er også N. nematopus udbredelsesområde delvis af vulkansk oprindelse og lava og andre vulkanske udbrudsprodukter er med til at danne klippeområderne i såvel søer som floder.

H. nematopus lever hele sit liv i nær kontakt med klippekysten, og ligner herved Malawisøens mbuna-arter og Tanganyikasøens Tropheus-arter. Også på andre punkter er denne mellemamerikanske cichlide at sammenligne med de afrikanske, nemlig med hensyn til fødesøgning. H. nematopus lever også af at skrabe alger af klippefladerne med sine spatelformede tænder. Netop N. nematopus tænder adskiller slægten Hypsophrys fra Cichlasoma, idet førstnævnte har brede, flade spatelformede tænder (der kan ligne den menneskelige fortand en del) i kæberne, og da de har røde spidser, er de tydelige at se hos fisk, der åbner munden bare en smule. Også svælgbenenes tandbesætning har røde spidser, og medens de flade spatelformede tænder i kæberne er velegnede til at gnave alger af stenflader, ser man på billederne af svælgbenene, at svælgtændernes spidser er velegnede til at rive algerne itu med på disses vej ned gennem svælget.

De kraftige tænder midt på såvel øvre som nedre svælgben klarer let at knuse og findele de små krebsdyr o. lign., der måtte være i algerne. I naturen opholder N. nematopus sig som sagt hele livet ved klippekysten, og selv om den er en af de mindste cichlidearter her, har den i kraft af sin meget store aggressivitet ikke de store problemer med at anskaffe sig og forsvare en hule, hvor legen og den påfølgende yngelpleje kan foregå.

I kampen om yngelpladser er dens nærmeste konkurrenter Cichlasoma nigrofasciatum og Hypsophrys nicaraguense, men overfor disse noget mere fredelige arter klarer den højaggressive H. nematopus sig så godt, at det oftest er den, der løber af med sejren og får de bedste ynglepladser. Bortset fra fiskens størrelse samt genitalpapillens form, er der ingen kønsforskel hos N. nematopus (Hannen kønspapil er spids medens hunnens er kort og plump), dog kan man hos nogle individer opleve, at hannen, når den bliver gammel, kan udvikle en pandepukkel, som man også kan se det hos andre mellemamerikanske cichlider.

Arten er hulelegende og begge køn deltager i plejen at æg og unger. Den er ret produktiv og ca. 200 æg er ingen sjældenhed. 5-6 dage efter legen kommer forældrefiskene for første gang ud at hulen med ungesværmen omkring sig, men hverken Forældre eller unger fjerner sig ret langt fra hulen i den første tid. Forældrene er i yngleperioden uhyre aggressive og vagtsomme og ved mindste tegn på fare foretager forældrene nogle lynhurtige ryk med front mod hulen, og straks farer ungerne ned i denne, for først at komme frem igen, når forældrene ved normal svømmen frem og tilbage foran hulen har givet ungerne besked om at der atter er fri bane At. fodre de små H  nematopus op er intet problem. Når de kommer ud af hulen første gang, er de 7-8 mm, og kan tage cyclops og knust tørfoder med det samme. I et akvarium, med en god algevækst vil man se, at ungerne hurtigt vil begynde at gå og nippe af de alger og foderrester, der er mellem algerne på stenene.

I forbindelse med fodringen er det sjovt at iagttage, at hos H. nematopus hjælper forældrefiskene aktivt ungerne ved at stille sig tæt over bunden og med nogle kraftige slag med brystfinnerne at hvirvle slam og foderemner op i vandet. Ungeflokken svømmer hurtigt ind i denne sky og gør sig til gode med de ophvirvlede foderemner, Som det gælder under plejen af alle fisk, må man, før man anskaffer sig de pågældende fisk, indrette et akvariuin, hvori man kan give fiskene de bedste betingelser, ikke kun for at de kan overleve, men også for at de har det godt og evt. vil formere sig. Fisk fra deciderede klippeområder i naturen som f.eks. H. nematopus, de afrikanske klippekystcichlider osv bør selvfølgelig have sten i akvariet, og da det yderligere ofte er sådan, at en del af disse arter er ret aggressive, vil stenopbygningerne også kunne virke som skjul for de forfulgte.

Som nævnt flere gange er N. nematopus en højaggressiv fisk, hvor såvel artsfæller som andre arter har brug for mange og gode skjulesteder for at kunne klare sig. Om man vil holde H. nematopus i et selskabsakvarier med andre mellemamerikanske cichlider eller i et specielt artsakvarium er vel nærmest en smags- og pladssag, da det med skjulestederne er gæ1dende i begge tilfælde. Hvis man bestemmer sig for et artsakvarium, bør man ikke anvende et akvarium under ca. 100 liter til et enkelt par. Det bør indrettes med mange sten/trærødder og indeholde nogle lave huler, som parret selv kan grave fri for grus, når de kommer i det humør.

Almindeligt ledningsvand på ca. 24 grader C. er passende, og en ugentlig udskiftning af 25-30 % vil sammen med et passende filter holde vandet klart og godt. På trods af artens ret store udbredelsesområde er der forbavsende lille forskel på de forskellige populationer, og de forskelle der er synes også at være helt naturlige i forhold til hvad man ellers ved om fisk og miljøets påvirkning af disse. Således er individerne i populationen i Masayasøen noget større end de øvrige, men ved en nærmere undersøgelse har det vist sig, at byen Masaya udleder spildevand i Masayasøen og dette har betydet, at udover den normale fødeoptagelse ved afgnavning af alger fra klipperne, har fiskene haft mulighed for at gøre sig til gode med den til tider meget store algemængde i de frie vande og har altså haft næsten ubegrænsede fødemængder til rådighed.

Et andet eksempel kan man finde når man ser på populationernes kropshøjde. I Costa Rica synes N. nematopus at være lavere i kroppen end i Nicaragua, men dette skyldes, at arten i Costa Rica overvejende er flodlevende og i Nicaragua overvejende lever i søer. Dette fænomen, at fisk, der lever i stillestående vand er højere i kroppen end artsfæller, der lever i strømmende vand er almindeligt kendt også fra andre fisk, og vi behøver såmænd ikke at gå længere end til vor hjemlige skalle, hvor der er tydelig højdeforskel på sø- og å-levende populationer.   H. nematopus kan vise eksempler på pandepukkel, et sekundært kønstegn hos hannerne, men dette er dog tydeligst hos de sølevende populationer, medens puklen kun er lille eller helt manglende hos flodlevende fisk. N. nematopus hører desværre nok til den type cichlider, vi om nogle år igen ikke har let ved at finde i vor hobby.

Dette er desværre noget, der ofte overgår de mellem- og sydamerikanske arter, der ikke ved deres stærke farver kan fastholde akvaristernes interesse. Problemet er ikke let at løse med mindre de nordiske cichlideorganisationer kan komme til en fælles forståelse og laver en ordning, hvor hvert medlem har en stamform, som han/hun forpligter sig til at holde og pleje, og ikke giver fra sig før den er stamform hos et andet medlem. Altså en ordning lig med den der med stort held har været praktiseret i PQECILIA med de ungefødende tandkarper.

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler fra FISHBASE.
Læs mere om det HER

 

Valid xhtml & css