Thorichthys meeki

© Foto: Benny B. Larsen

Thorichthys meeki

SYNONYMER: Cichlasoma meeki, Thorichthys helleri meeki

FOREKOMST: Yucatan-halvøen, Mexico og Guatemala i Mellemamerika.

POPULÆRNAVN: Rødstrubet cichlide

STØRRELSE: 15 cm

KØNSFORSKEL: Hannen er større end hunnen, men ellers er det svært at nævne andre tydelige ydre kendetegn. Hannens genitalpapil er spids, medens hunnens er afrundet.

NOTATER: En pardannende cichlide, der forsvarer revir og er fritlegende. Æggene afsættes altså på en sten, der i forvejen er pudset og klargjort af parret. Kuldstørrelse op til 500 alt efter hunnens størrelse og kondition. Hunnen passer æggene, medens hannen tager sig af revirforsvaret. Når hunnen skal søge efter foder, afløser hannen hende ved æg/unger.

Arten kan grave en del, så planter kan kun anbefales i akvariet, hvis man beskytter dem ved evt. at plante dem ud i potter og beskytte disse med halvstore sten. Vandtemperatur 21-24o C, pH 7, og hårdhed op til 20o dGH. Den rødstrubede cichlide er vel bedst kendt på sin karakteristiske trueadfærd, hvorunder den skyder gællelåget frem og derved får hovedet med de røde øjenpletter på gællelåget til at se endnu større ud. Denne trueadfærd kendes også fra andre mellemamerikanske cichlider.

I mellemamerika findes en hel del andre Thorichthys-arter, der alle ligner meeki'en ret meget, der er bl. a. Cichlasoma helleri, C. passione, C. ellioti og C. socolofi. De har samme former og størrelse, men afviger i farverne, idet de kan være gule, orange og andre rødlige nuancer, hvor meeki er rød og blå. Meeki er en farvestærk og spændende cichlide, der ikke er svær at få i leg. Man bør dog som med andre cichlider lade fiskene parre sig ud fra en 8-10 ungfisk, så er man mest sikker på, at de bliver et harmonisk par, hvor hannen ikke jager hunnen til døde ved den mindste uoverensstemmelse.

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler fra FISHBASE.
Læs mere om det HER

 

Valid xhtml & css