Julidochromis marlieri

© Foto: Benny B. Larsen

Julidochromis marlieri POLL, 1956

ETYMOLOGI :

Slægtsnavnet kommer fra de to ord Julius, som er en læbefiskslægt (fam. Labridae) og chromis, som betyder farve eller hvad farve angår. Navnet henviser til en lighed, hvad udseende angår, med læbefiskene. Artsnavnet har fisken fået efter den belgiske videnskabsmand Marlier.

STØRRELSE :

15 cm

FARVE / FORM :

J. marlieri er sammen med J. regani de største indenfor Julidochromisslægten. Kropsformen er nærmest cigarformet og hannerne kan få en mindre pukkel i panden. Artens grundfarve er gul og den har tre brede brune længdestriber. Den øverste løber lige under rygfinnebasen, den mellemste fra øjets øverste kant til øverst på haleroden, hvor den løber sammen med den øverste. Den nederste løber midt på kroppen. Disse tre bånd gennemskæres af 9 - 10 brede tværstriber.

Brystfinnerne er gule medens bugfinnerne er blålige med en hvidblå søm langs forkanten. Bugfinnerne er meget lange og når ofte et godt stykke forbi gattet. Ryg- og gatfinnen er med gullighvide og sorte længdebånd. Halefinnen er brunlig med lysegule til hvide pletter og et hvidt og sort bånd langs yderkanten.

KØNSFORSKEL :

Der er ingen tydelig ydre kønsforskel, men den erfarne akvarist kan sædvanligvis, ud fra adfærd og hunnens måske lidt mere runde form, l i løbet af kort tid ret nøje skelne kønnet på sine fisk. Det er ofte hunnen, der bliver størst.

UDBREDELSE :

Arten er endemisk i Tanganyikasøen i Østafrika, hvor den udelukkende forekommer i den nordlige og den nordvestlige del af søen.

SYSTEMATIK :

Den første art i Julidochromis slægten var J. ornatus, som blev fundet allerede i 1895/96 af Moore og beskrevet af Boulenger i 1898. Derefter gik der lang tid, inden de næste arter blev fundet og beskrevet, og først i 1954 blev J. marlieri fanget og to år senere beskrevet af Max Poll i Explor.Hydrobiol.Lac Tanganyika, Vol.III (Brussel, 1956) fasc.58, pg.473-376.

ØKOLOGI/BIOLOGI :

Arten holder til på klippekysten med huler blandt store sten og klipper i en dybde af 2 - 20 meter. Vandet i Tanganyikasøen er meget klart og sigtbarheden ligger mellem 10 og 15 meter. Temperaturen ligger året rundt mellem 23 og 27 grader C., pH ligger på 8,5 - 9,0 og dH på 10 - 12 grader.

ADFÆRD :

J. marlieri kan være meget stridbar, og akvariet bør derfor have mange skjulesteder i form af huler, sprækker og revner mellem stenene, som giver mulighed for at den forfulgte hurtigt kan komme i skjul. Ligesom de øvrige Julidochromis arter er denne også ægskjulende og hulelegende. Det kan ofte være et problem at få et harmonisk par, og denne harmoni kan ødelægges ved den mindste forandring i akvariet, selv et vandskifte kan bringe uorden i den fine balance, der er i parforholdet.

AKVARIET :

Et julidochromisakvarium bør altid indrettes med mange sten, og for at der skal være flest mulig revner, sprækker og huler bør man hovedsagelig bruge runde eller afrundede sten. Især i den første tid bør der være kraftig belysning, så der kan komme en god kraftig algevækst i gang. Hvis man virkelig vil have noget ud af sine J. marlieri, bør de gå i ar artsakvarium. Et stort par bør have et akvarium på mindst 70 liter, da der bør være mulighed for en forfulgt partner til at komme væk i en fart og forblive ude af syne, og der må være plads til en evt. familieforøgelse. Der bør foretages regelmæssige, delvise vandskift, men undgå at skifte mere end 25 % ad gangen. Slægten er yderst følsom overfor helt friskt ledningsvand.

FORPLANTNING :

De op til 250 æg afsættes i en hule, og som oftest i hulens loft. To til tre dage efter klækker æggene ved en temperatur på ca. 25 grader C. og ofte flyttes de så til et andet gemmested i den samme eller i en anden hule. Der går nu yderligere 4 - 5 dage med at tære på blommesækken, før ungerne bliver fritsvømmende. I den næste tid ses ungerne i og i nærheden af hulen, idet de altid svømmer på den typiske Julidochromis-måde med bugen tæt ved underlaget, uanset om dette er vandret eller lodret og uanset om fisken har bugen nedad eller opad.

Ungerne er nærmest sandfarvede med et mørkere mønster af tværstriber og pletter. Dette mønster gør dem nærmest usynlige mod de algebevoksede sten og ved det mindste tegn på fare smutter de lynhurtigt ind i de små sprækker, der er mellem stenene. Forældrefiskene syntes ikke at udføre nogen aktiv yngelpleje, men ved at jage alle andre fisk bort fra hulens nærmeste omegn, opretholder de alligevel en form for passivt yngelforsvar.

Et af de mere charmerende træk ved arten er, at den som de øvrige Julidochromisarter, selv når der ca. 4 uger efter den foregående leg igen rettes an til leg, lader ungerne blive gående i og ved hulen. Dette medfører, at man kan have et voksent par gående med unger af flere forskellige størrelser, og det lader til, at ungerne først jages bort, når de er ved at blive kønsmodne og derfor bliver betragtet som konkurrenter af forældrene.

KOMMENTAR :

Julidochromis arterne er smukke fisk og er med rette blevet meget populære blandt akvaristerne. De har dog desværre et meget kedeligt træk, idet de alt for let krydser sig med hinanden, og det er desværre fertilt afkom, der kommer ud af disse krydsninger. Hold derfor Julidochromis arterne adskilt, så vi ikke ender med alt for mange ubestemmelige krydsninger.

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler fra FISHBASE.
Læs mere om det HER

 

Valid xhtml & css