Chromobotia macrachanta

© Foto: F. Ingemann Hansen

Chromobotia macracanthus

SYNONYMER: Cobitis macracanthus, Hymenophysa macracantha

FOREKOMST: Sumatra, Borneo

BIOTOP: Arten findes i både strømmende og stillestående vandløb.

POPULÆRNAVN: Pragtsmerling STØRRELSE: 30 cm KØNSFORSKEL: Ingen ydre kønsforskel

NOTATER: En af de mest populære smerlinge i akvariehobbyen. Dens karakteristiske, smukke farver har skaffet den mange beundrere. Det er en forholdsvis livlig og fredelig art, der kan gå i de fleste større selskabsakvarier. Der skal dog være huler og skjulesteder i akvariet, ellers kan den godt blive aggressiv mod andre fisk. Det samme kan ske, hvis man kun holder et enkelt dyr af denne art.

Det er en decideret flokfisk, og man bør gave mindst 3-5 stk. Den kan i naturen blive 30 cm, men da den ofte holdes i alt for små akvarier, bliver den under akvarieforhold betydeligt mindre. Som de øvrige smerlinge, kan den godt lide at holde sig i skjul i dagtimerne, men er på den anden side så nysgerrig, at den ofte kommer frem også i de lyse timer til glæde for akvaristen.

Arten er altædende, men man bør dog ikke fodre for meget med Tubifex, dette foder kan give pragtsmerlingen en forstoppelse, som kan tage livet af den. I dens udbredelsesområde er det en yndet spisefisk. Under akvarieforhold er den meget ømfindtlig overfor fiskedræber, og er den først blevet smittet, er der som regel intet at gøre. Iflg. den tyske akvarist og redaktør Edith Korthaus, skulle der være en tydelig forskel på individerne fra henholdsvis Borneo og Sumatra.

Hos BORNEO-varianten er bug- og brystfinner sorte, Ryg- og gatfinne har ingen gullig søm, og det bageste sorte bånd når helt hen til haleroden. Hos SUMATRA-varianten er bug- og brystfinner rød-orange, Ryg- og gatfinne har en gullig eller gennemsigtig søm og det bageste sorte bånd når ikke hen til haleroden. I naturen leger arten i hurtigløbende vandløb i begyndelsen af regntiden, men under akvarieforhold har man endnu ikke kunnet opdrætte denne smukke fisk.

 

Læs mere om denne og andre karpefisk i bogen "Barber og andre karpefisk", 2005 fra forlaget Atelier (ISBN 87-7857-455-2)

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler fra FISHBASE.
Læs mere om det HER

 

Valid xhtml & css