Du er her: Fishbase » Killies - Æglæggende Tandkarper
© Foto: F. Ingemann Hansen
Aphyosemion striatum , (BOULENGER, 1911)
Synonymer: Haplochilus striatus
Forekomst: Nordlige Gabon i Afrika
Størrelse: 5 cm
Kønsforskel: Hunnen olivenfarvet medens hannen er stærkt farvet med røde og
grønne længdestriber.
Notater:
Kode iflg. SCHEEL: STR
Fundet i Abanga River i nordlige Gaboon.
Scheel anfører, at der kan være tale om at arten er den samme, som er kendt
under navnet Panchax obscurus (OBS).
Akvariet til denne art kan indrettes med planter, ikke for lyst bundlag og meget
gerne flydeplanter, der kan give fiskene dække for det direkte lys. Vandet skal
ikke være for hårdt, helst ikke over 10o dGH og under ingen omstændigheder for
varmt. Ligesom mange andre Aphyosemion-arter, kan man forkorte livslængden hos
denne art, hvis vandtemperaturen er for høj. En passende temperatur er 21-22º C.
Arten bør hovedsageligt fodres med levende foder og i mange af dette frostfoder
i form af myggelarver, bosmider og artemia.
Arten hører til den lette gruppe, hvad angår opdræt. Arten leger mellem planter,
og her kan man enten bruge finløvede planter eller en såkaldt mop, der er lavet
af perlongarn. Sidstnævnte har den fordel, at man kan tage den op efter legen og
skylle den grundigt, for derefter at gemme den af vejen indtil man næste gang
har brug for den.
Legeakvariet behøver ikke være på mere end 5-10 liter, og nogle opdrættere
bruger endda endnu mindre legeakvarier.
Vandet bør være blødt (op til 5º dGH) og let surt (pH 6,5).
Det er klogt at lade parret være adskilt en uges tid før legen, og denne uge
bruges til at få specielt hunnen i topkondition. Fodring med sorte myggelarver
(evt. frostfoder) og hakket oksehjerte stimulerer ægproduktionen.
Legen foregår som regel nær vandoverfladen, inde mellem planterne og æggene
hæfter sig med små hæftetråde fast på planter, trærødder o. lign. Man lader
forældrefiskene gå i legeakvariet nogle dage eller indtil man er sikker på at
legen har fundet sted. Så flytter man de voksne tilbage til opholdsakvariet, så
æg/unger kan få tid til udviklingen. Æggene hænger nu under hele deres
udviklingstid i disse tråde og som regel tager udviklingen fra nylagt æg til
fritsvømmende unge ca 15 døgn, noget afhængig af vandtemperaturen.
Når ungerne er fritsvømmende begyndes opfodringen, der kan startes med
protogengranulat, tøffeldyr og meget hurtigt kan man gå over til friskklækkede
Artemia nauplier.