Betta embelis
© Foto: F. Ingemann Hansen
Betta imbellis LADIGES, 1975
ETYMOLOGI :
Artsnavnet kommer fra latin og betyder ukrigerisk/fredelig.
STØRRELSE :
5 cm
FARVE / FORM :
Kroppen er langstrakt, cigarformet. Rygfinnen er placeret langt tilbage på kroppen. Halefinnen
er afrundet. Gatfinnen meget lang og lidt tilspidset. Bugfinnerne er lange og tilspidsede. Kroppens grundfarve
er mørkebrun med små blå pletter på sidernes skæl.
I legedragt er hannen stærkt blå på kroppen. Hovedet er
mørkebrunt med blå felter på kinder og gællelåg. Rygfinnen er nærmest trekantet og stærkt blå. Halefinnen er
inderst mørk med blå streger strålende ud fra haleroden. Yderst er den stærkt rød med en hel sort søm yderst.
Gatfinnen er meget lang og stærkt blå, dog med 2-3 stærkt røde striber bagtil ud i spidsen af finnen.
Bugfinnerne er inderst blå og yderst stærkt røde.
KØNSFORSKEL :
Hunnen er som regel noget mere beskedens farvet, men det er dog de samme farvemønstre man ser
hos begge køn. Hunnen er oftest noget mindre end hannen.
UDBREDELSE :
Arten findes i sumpområderne på Malaysias vestkyst nord og syd for byen Kuala Lumpur.
ØKOLOGI/BIOLOGI :
Ud over de ovennævnte sumpe findes arten også i oversvømmede rismarker, i grøfterne omkring
markerne og i små damme. Hårdheden i disse vande lå omkring 8 - 10 grader dGH og temperaturen kunne komme helt
op på 34 grader C.
ADFÆRD :
Selv om det latinske navn betyder ukrigerisk eller fredelig, skal man ikke tro, at arten er det. Den
er nøjagtig lige så stridbar som Betta splendens (Kampfisken) og det tyske populærnavn "Lille Kampfisk" ville
nok være en mere passende beskrivelse af arten.
AKVARIET :
Arten kan som de andre Betta gå i et selskabsakvarium med fredelige og rolige fisk, men man får
så absolut mest ud af at holde denne art i et artsakvarium. Hvis man bruger et 50-70 liters akvarium, der er
godt beplantet med virkelig tætte planteområder, kan man godt holde flere hanner sammen, men der skal virkelig
være skjulesteder for at det skal gå godt. En endnu bedre måde at holde arten på, er nok et lille akvarium med
et enkelt par. Også her skal der dog være tætte planteområder, så hunnen har mulighed for at trække sig tilbage,
når hannens kurtisering bliver for kraftig.
FORPLANTNING :
Arten bygger skumrede og legen foregår som man har set det hos B. splendens med at hannen
omslynger hunnen og "presser" æggene ud af hende. Kuldstørrelsen ligger omkring 150 stik for voksne og godt
fodrede hunner. Æggene klækker efter 36 timer og efter yderligere 76 timer er ungerne fritsvømmende og
fodringen skal begynde. Den første tid skal man bruge infusorier og/eller æggeblomme, men så snart ungerne
er store nok (efter 5-6 dage) skal man overgå til friskklækkede artemia.
Mange flere oplysninger om denne art og andre labyrintfisk kan findes i Bogen LABYRINTFISK, ISBN87-7857-424-2,
Forlaget Atelier, 2004