Du er her: Fishbase » Regnbuefisk
© Foto: F. Ingemann Hansen
Melanotaenia boesemani ALLEN & CROSS, 1980
STØRRELSE : Hannen bliver 10 cm og hunnen 8 cm.
FARVE / FORM : Hannen er sort med et blåligt metalskær på den forreste del af
kroppen. Fra en linje ved gatfinnens begyndelse og den forreste del af den
bageste rygfinne er han til gengæld gul-orange. Også den bageste rygfinne,
halefinnen og gatfinnen har denne smukke farve. Fisken er ligefrem delt over i
to halvdele. Forrest sort og bagest gul-orange. Hennen er mere grålig i farverne
og bliver knap så stor som hannen. Hannens smukke farver kommer først frem, når
fisken har opnået en alder af ca. et år.
KØNSFORSKEL : Se ovenfor.
UDBREDELSE : Arten findes i Ajamaru søen samt i Aitinjo søen, der ligger ca
20 km SØ herfor i Irian Jaya området på New Guinea. Den hører absolut til en af
de mere sjældne regnbuefisk i udbredelsesområdet. Den findes oftest tæt ved
bredderne i områder med plantevækst og nedstyrtede træer og/eller grene.
ØKOLOGI/BIOLOGI : En højrygget art med en kropsbygning som en typisk sø-fisk,
altså højrygget og fra siderne sammentrykt.
ADFÆRD : M. boesemani er en fredelig stimefisk, der kan gå mad alle former
for selskabsfisk.
I AKVARIET : Akvariet kan indrettes med planter og trærødder. Sørg for at der
både er fri svømmeplads og godt med plantetykninger, som dyrene kan trække sig
ind i. Akvariet skal være dækket af tætsiddende dæksglas, da M. boesemani er en
god springer, der ikke behøver megen plads til at komme ud af. Arten er ret
varmekrævende og bør have en vandtemperatur mellem 27 og 29o C for at gå
optimalt. Vandet må også gerne være let surt (pH omkring 6,5), men dette er ikke
noget krav.
FORPLANTNING : Arten er ikke svær at opdrætte. Man kan bruge vandværdier som
følger: Temperatur 29-30o C., pH 6,5-7 og hårdhed 8-12o dGH. Arten leger i det
frie vand og æggene sætter sig ved hjælp af en kort hæftetråd fast i planter o.
lign. Indret legeakvariet med svømmeplads foran og ellers tæt beplantet med
finløvede planter. Efter legen bør forældrefiskene fjernes og efter ca en uge er
ungerne færdigudviklede og fodringen kan påbegyndes. Begynd med friskklækkede
artemia og gå efterhånden over til andre små fodertyper indenfor det levende
eller frosne foder. Hvis legen foregår i selskabsakvariet, vil der sjældent
komme ret mange unger ud af det, da forældrefiskene (og akvariets øvrige
indvånere) gerne tager de fleste unger. Kun hvis der f.eks. er tætte partier med
javamos, kan enkelte unger overleve.
KOMMENTAR : En af de smukkeste regnbuefisk i hobbyen, og ikke mere vanskelig
under akvarieforhold end de øvrige.